Det mener "Bandido-Mortens" far Orla Laursen, der i går for første gang så sin søns morder i øjnene i landsretten i Århus.
Det var en meget ubehagelig oplevelse.
"Han er jo iskold. I hans sted ville jeg have det utroligt dårligt. Men man kan se, at han er ligeglad med det hele," siger Orla Laursen hovedrystende med henvisning til den morddømte 19-årige Kasper Leif Smedegaard Knudsens skuldertræk, da han blev kendt skyldig.
Kasper er af psykologer beskrevet som meget intelligent, aggressiv, umoden og sygeligt selvforherligende.
Den 54-årige Orla Laursen er stærkt utilfreds med nævningetingets strafudmåling. Ikke alene i forhold til Kasper Leif Smedegaard Knudsen, der i forbindelse med de tre dømte drenges hævnaktion sidste sommer dræbte "Bandido-Morten" med to geværskud. Det skete for øjnene af hans kone Helle og stedsønnen Kristian i familiens lejlighed i Horsens.
Orla Laursen er også fortørnet over, at 20-årige Jihad El Kassem, der på grund af en reststraf for nogle grove røverier og overfald fik tre års fængsel, og den kun 16-årige Khaled Abdel Ghani, der i værste fald skal afsone 18 måneder på en institution for unge kriminelle, ikke blev stemplet som mordere. Og at ingen af de to statsløse palæstinensere som krævet af statsadvokatfuldmægtig Claus Larsen blev udvist af Danmark.
Jihad og Khaled, der slog tæskeholdets offer med køller og deltog i aktionens planlægning, blev begge frikendt for medvirken til drab. De blev i stedet fundet skyldige i straffelovens groveste voldsforbrydelse.
"De var med hele vejen. Jeg er ikke i tvivl om, at det var en planlagt likvidering, og derfor skulle man slå langt hårdere ned. Tænk på, at drabet skete for øjnene af en lille dreng (den dræbtes nu syv-årige stedsøn Kristian, der efter sagen har været fast klient hos en psykolog, red.) Han kommer aldrig over, hvad han så i forbindelse med Mortens likvidering," fastslår Orla Laursen, der ikke kunne drømme om at hævne sig.
"Nej, nej. Den sag er afsluttet for mig nu," siger Orla Laursen.
Kasper Leif Smedegaard Knudsen har under sagen chokeret den talstærke politistyrke, der var mødt op som værn mod uroligheder, med sin totale mangel på skyldfølelse. Lige efter dommen forklarede han med slet skjult foragt Jihad og Khaled, at han nu ville få tatoveret tre tårer under sit ene øje.
"En for hver af dem, jeg har nakket," lød forklaringen, mens han nød de to kammeraters beundring.
Kasper, der allerede er erklæret fredløs af en af den dræbtes rocker-brødre i MC Bandidos Denmark, uddybede ikke, hvem hans ofre kunne være udover "Bandido-Morten".
Statsadvokat Claus Larsen opremsede i går de tre unge mænds synderegistre, og specielt Kasper og Jihads barndom og teenage-år har formet sig som et helvede af misrøgt, vold og manglende forældreomsorg.
Alle de dømte modtog dommen. Det er nu op til statsadvokaten i Viborg at afgøre, om der er grundlag for at anke landsrettens strafudmåling.