Jakob Brøste har altid haft det svært med sine børns rokketænder. Så da hans seks-årige søn Simon forleden begyndte at få ondt i sin, fandt de sammen på en sjov idé til at få den ud.

I foråret begyndte Jakob Brøste fra Solrød Strand at øve sig og skyde til måls ude i sin have med en compound-bue. Han har altid gået meget på jagt, og han ønskede at tage jagttegn til også at kunne gå på jagt med den.

Da hans seks-årige søn i efteråret begyndte at få ondt i sin rokketand, kom han i tanke om en video, han tidligere havde set på YouTube. I videoen fik en amerikansk pige fjernet sin rokketand ved at få en snor bundet rundt om tanden og hen til en pil.

Da pilen blev affyret, røg tanden med ud.

Ideen begyndte derfor at tage form for Jakob Brøste.

»Jeg har det rigtig, rigtig svært med mine børns rokketænder. Jeg synes virkelig ikke om dem, og de driller mig tit med det og kommer og viser mig, at de rokker med dem,« griner han til bt.dk.

Var ét stort smil

Da sønnen Simons tand til sidst sad så løst, at det begyndte at gøre ondt, viste Jakob Brøste den amerikanske video til ham.

»Jeg spurgte ham, om det ikke kunne være en lidt sjov måde at gøre det på. Til at begynde med turde han ikke. Men da han kunne se, at der ikke var nogen af de her børn i videoerne, der græd eller var kede af det, ville han også gerne,« fortæller han.

Jakob Brøste fik derfor bundet tandtråd rundt om sønnens løse tand og fik tråden bundet rundt om pilen.

»Lige der mistede Simon modet en lille smule. Han var bange for, at han selv skulle ryge med pilen. Men vi fik snakket ham til ro, og vi sagde, han kun skulle gøre det, hvis han selv gerne ville. Det ville han gerne,« siger Jakob Børste.

Han skyndte sig derfor at fyre pilen afsted, før sønnen helt vidste, at det skete, så han ikke nåede at blive for nervøs.

Og da han bagefter så sin tand hænge i tråden fra pilen, var han ét stort smil.

'Han er monstersej'

Jakob Brøstes kone filmede det hele ske. Efterfølgende lagde han videoen op i Facebook-gruppen 'Alle os der går på jagt', hvor flere hundrede har 'liket' den.

»Flere af dem, der har set videoen - både venner og folk på Facebook - synes jo, Simon er monstersej. Og det er han også. Det er ret sejt gået af en på seks år,« siger Jakob Brøste.

Faktisk var Simon så stolt over det, han havde gjort, at han hurtigt lagde planer om, at den næste rokketand skulle tages ud på samme måde.

»Men det tænkte jeg nok ikke var så god en idé. Det gik jo godt denne gang, men der er ingen grund til at udfordre skæbnen for meget,« griner Jakob Brøste.