Efter først én USA turné i foråret, en lang festivalsæson i sommer og endnu en USA turné i dette efterår, er Volbeat blevet et endnu mere frygtindgydende liveforetagende.

De fire - ikke mindst frontmand Michael Poulsen - er sjældent mindre end velgørende veloplagte og fra dét øjeblik, de i London lagde ud med torden-triumviratet 'The Human Instrument', 'Guitar Gangsters And Cadillac Blood' og 'Heaven Nor Hell' stod det klart, at dette ville blive én af de helt store Volbeat oplevelser.

Producenter af antidepressive midler må efterhånden være grundigt trætte af Volbeat, for der er næppe tvivl om, at deres salg styrtdykker, når Volbeat kommer til byen.

Det signalerer selvtillid i Muhammad Ali klassen at åbne koncerterne med tre af de absolutte 'showstoppere' i kataloget, men den selvtillid har Volbeat med god grund, og det smitter i dén grad af både på publikum og showet.

Selv om jeg har hørt dem utallige gange efterhånden, har Volbeat vel sjældent spillet bedre udgaver af 'Sad Man’s Tongue', 'Still Counting' og en fuldkommen forrygende 'Mary Ann’s Place' - hvert et trommeslag og hvert et guitaranslag sad sviende præcist, Michael Poulsen leverede én af sine bedre vokalpræstationer, og det hele foregik med et overskud, en vilje til f-e-s-t-e-n og - nok så vigtigt - et smil på læben, som var ganske besnærende.

Publikum kvitterede med bølger af begejstringsbrøl - ikke mindst til Volbeats vittige vignetter mellem egne numre, hvor de bl.a. spillede brudstykker af Motörhead, Slayer, Mercyful Fate og Queen (!) numre.

Og begejstringen er fuldt fortjent. Fraset ét andet band - og det band er AC/DC - kan jeg ikke komme i tanker om andre i den hårde ende af rocken, som kolporterer fest og fede tider, som Volbeat gør det, og i den grad gjorde det denne lørdag aften, hvor ALT kørte for dem.

Da festen var ved at slutte med et brag af en 'I Only Wanna Be With You' var der ingen tvivl om, at de ord var ment 100 procent både på scenen og fra publikum. Der VAR nemlig intet bedre sted at være i London lørdag aften. Tæt på bjergtagende!

VOLBEAT, HMV Forum, London

PS: Det kommer formentlig til at vare ganske længe, inden man igen får lov at opleve Volbeat på dansk grund. I mellemtiden kan man fornøje sig med bandets nye live-dvd 'Live From Beyond Hell/ Above Heaven', som udkommer 21. November.