Nordjyllands Politi fik klokken 18:27 meldingen om, at en bil var kørt i Aalborg Havn.

SE BILLEDERNE FRA REDNINGSAKTIONEN HER:

To personer - en 45-årig mand og en 46-årig kvinde - befandt sig i bilen, og er blevet reddet op af det cirka ti meter dybe vand. Kvinden var selv i stand til at komme ud af bilen og opholdte sig kun et halvt minut i vandet, før hun blev reddet op.

Manden derimod var ikke i stand til at komme ud af bilen og opholdte sig i vandet i meget lang tid, før han blev reddet op af dykkere.

- Vi har regnet os frem til, at han har opholdt sig i vandet i 20 minutter. Lægen genoplivede ham, da han blev trukket op, og han er kørt med eskorte til traumecenteret. Hvordan han har reageret fysisk, ved jeg ikke, siger vagtchef Henrik Beck til bt.dk.

Bt.dks fotograf var til stede, da dykkerne hev manden op af vandet.

- De trykkede ham på brystet og hoppede nærmest på ham, for at få liv i ham, fortalte fotografen få minutter efter.