Hvad gør man, hvis man i et EU-land pludselig er involveret i en straffesag, er mistænkt eller anklaget for en forbrydelse? EU-kommisionen har nu åbnet en hjemmeside, hvor informationer om rettigheder for en mistænkt eller anklaget person er samlet.

Siden indeholder blandt andet oplysninger om, hvor man finder en egnet advokat, hvilke rettigheder man har i kontakten med politiet, hvilke rettigheder man har under en retssag, og hvilke særlige regler der gælder ved trafikforseelser.

Bag hjemmesiden står blandt andet Advokatsamfundet, foreningen for alle danske advokater.

- Den nye hjemmeside giver den enkelte borger en langt større grad af retsikkerhed, hvis man som minimum gør sig bekendt med de informationer, der findes der, siger advokat Hanne Rahbæk, Advokatsamfundets repræsentant i arbejdet med den nye protal.

Hun anbefaler derfor danskere at gøre brug af hjemmesidens indformationer, hvis de involveres i en straffesag i et andet EU-land. Derudover kan man også kontakte den danske ambassade i det pågældende land.

Hjemmesiden har adressen www.e-justice.europa.eu.