Der var en yndig kvinde gemt inden i den danske landskabsmaler Einar Wegener, som i 1930 blev den første, der fik en kønsskifteoperation.
»Einar?« kaldte hun spørgende med en stemme, der dryppede af honning.
»Vil du gøre mig en lille tjeneste?«
Det var dét øjeblik, der beseglede Einars skæbne. Det øjeblik, der gjorde, at den danske maler Einar Wegener gik over i verdenshistorien. Som den første transseksuelle, der fik udført en kønsskifteoperation. Og blev til Lili Elbe.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om den danske mand, der blev til den danske pige.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her
Der var en yndig kvinde gemt inden i den danske landskabsmaler Einar Wegener, som i 1930 blev den første, der fik en kønsskifteoperation.
»Einar?« kaldte hun spørgende med en stemme, der dryppede af honning.
»Vil du gøre mig en lille tjeneste?«
Det var dét øjeblik, der beseglede Einars skæbne. Det øjeblik, der gjorde, at den danske maler Einar Wegener gik over i verdenshistorien. Som den første transseksuelle, der fik udført en kønsskifteoperation. Og blev til Lili Elbe.
Når der 4. februar er premiere på filmen ’Den danske pige’, er det historien om Einar og Lili, der rulles ud. Og om hans kone Gerda Wegener, som kaldte så kælent og endte med selv at blive verdensberømt for sine malerier af Lili.
At kalde transkønnede for hverdagskost i vor tid, ville nok være at stramme den. Det trækker stadig store overskrifter, når eksempelvis den tidligere atlet Bruce Jenner springer ud som kvinde, som det skete for et lille år siden.
I lyset af dét er det ikke svært at sætte sig ind i, hvordan verden så ud, da Einar Wegener blev født ind i den i 1882.
Allerede da han voksede op i en lille landsby uden for Vejle, var han lille og spinkel. En dreng, der var næsten skrøbelig af statur, talte med en ’rigtig tøsestemme’ og befandt sig godt i pigernes selskab.
Eller som han beskriver det i selvbiografien ’Fra mand til kvinde’:
»Som ganske lille havde jeg lange lyse lokker og en snehvid hud, der fremhævede mine mørke øjne. Derfor blev jeg ofte af fremmede antaget for en pige. I børnehaven, hvor jeg som ene dreng var sammen med 11 småpiger, var jeg den flinkeste til at sy og strikke.«
Gerda var vovet og dekadent
Ifølge førnævnte selvbiografi var der under Einars Wegeners opvækst enkelte episoder, der på sin vis varslede om, hvordan hans skæbne ville forme sig. Men det var først mange år senere, at tiden var moden til det.
Udover at sy og strikke viste Einar Wegener også talent for at tegne og male, og i 1902 – 20 år gammel – blev han optaget på Det Kongelige Kunstakademi, hvor man hurtigt blev opmærksom på den unge mands særlige gave udi mørke stemningstunge landskabsmalerier.
Men endnu en appelsin dumpede ned i Einar Wegeners turban.
Det var nemlig her, han mødte Gerda, som stilistisk var langt mere vovet og dekadent end Einar Wegener, og med hvem han blev gift i 1904. Modsat sin mand foretrak Gerda at male portrætter. Kvindeportrætter.
Sådan ét havde hun på bestillingsblokken dén eftermiddag, hvor modellen brændte hende af, og hun kom i tanke om sin mand og hans spinkle, velskabte og feminine krop, som ikke kun havde ’nydelige ben’, men også ’små fødder’, som det er blevet beskrevet.
»Einar?«
For første gang i sit liv iførte Einar Wegener sig kvindetøj. Og dermed havde de begge – uden at vide det – givet den første spirende næring til dét, der blev Lili Elbe.
»I mit skrantende legeme boede to adskilte væsener, der stod fremmede og næsten fjendtligt over for hinanden, selvom de også havde medfølelse med hinanden, fordi hver af dem vidste, at dette legeme kun havde plads for den ene. Et af disse væsener måtte derfor gå til grunde, eller de måtte begge dø,« som Einar Wegener skrev mange år senere, da han efter mange års kamp og utallige besøg hos specialister var blevet træt.
»Ingen havde forstået, hvad han fejlede,« skrev han i bogen, hvor han benyttede det opdigtede navn Andreas om sig selv.
På det tidspunkt havde ægteparret for længst forladt det provinsielle København og havde slået sig ned i Paris, hvor avant garde var det ny sort, og der generelt var højere til loftet.
Lige siden den famøse eftermiddag havde Einar Wegeners liv været delt i to: Einar-tid og Lili-tid. Som Lili var han fast model for sin kone, hvis karriere og anseelse i kunstverdenen i den grad tog fart, efter at Lili lagde skønhed til hendes malerier, og derfor ikke blot udviste stor forståelse for sin mands behov for at udleve hans indre kvinde, men også aktivt opmuntrede ham.
Kvinden inden i Einar Wegener var dog også selv aktiv.
»Med næsten regelmæssige mellemrum fik jeg de gådefulde blødninger, der medførte en stærk depression og var ledsaget af stærke smerter,« hedder det i bogen ’Fra mand til kvinde’, og videre: »Det blev mig snart klart, at intet af det, der handlede om almindelige mænd og kvinder, kunne passe på min tilstand. Efterhånden kom jeg til den overbevisning, at jeg var både mand og kvinde, og at det var kvinden, der var i færd med at tage magten i mit legeme.«
To tyske læger
Det var to tyske læger, Magnus Hirschfeld og Kurt Warnekros, der blev Lilis redningsmænd. Begge var pionerer indenfor forståelsen af den menneskelige seksualitet og dermed de første, der forstod Einar og Lili.
Magnus Hirschfeld sagde i 1930 ja til, at den første – stadig eksperimenterende – operation blev foretaget på Einar Wegeners mandekrop, mens de øvrige foregik på Kurt Warnekros’ kvindeklinik i Dresden. Operationer, der én gang for alle skulle aflive Einar Wegener og bringe Lili til live.
Nye kræfter rørte sig
»I de første måneder efter min operation drejede alt sig vel om at genvinde kræfterne, og først efterhånden som de vendte tilbage, begyndte de fysiske forandringer at indfinde sig. Mit bryst formede sig, mine hofter afrundedes, og alle mine linier blev blødere og mere kvindelige.
Så begyndte også de psykiske forandringer. Nye kræfter rørte sig i min hjerne og arbejdede for at forjage alt, hvad der endnu var tilbage af ’Andreas’. På den måde vågnede et helt nyt følelsesliv i mig.«
Fem gange var den nyfødte Lili Elbe – efternavnet taget efter floden Elben, som løb udenfor den tyske klinik – under kniven. Hver gang var det uendeligt smertefuldt. Men for Lili også livsbekræftende.
Drømmen om at realisere Lili Elbe fuldt ud var dog også, hvad der kostede hende livet. Hun ønskede mere end noget andet at føde ’et lillebitte barn’.
»Skulle det gå galt – men det ved jeg, det ikke gør – så skal De vide, at jeg dør lykkelig,« skrev Lili Elbe i et brev fra kvindeklinkken.
Hun døde 13. september 1931 og ligger begravet på en kirkegård tæt på klinikken i Dresden.