En mand på ca. 30 år er lørdag aften flygtet fra Statsfængslet i Nyborg under ganske særlige omstændigheder. 

Fangen fik besøg af to personer, hvoraf den ene var iklædt en burka-lignende beklædning. Under besøget skiftede den indsatte tøj med sin kvindelige gæst og forlod i god ro og orden fængslet.

- Han bar noget i retning af en burka - altså en lang kjole og så et tørklæde. Sådan har den indsatte forklædt sig. Vi er ved at finde ud af, hvordan det kunne ske. Vi undersøger sagen. Jeg kan ikke fortælle mere om den konkrete sag, siger fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen.

Han har ikke lyst til at gå i detaljer om, hvad der skete lørdag aften ved 18.30-tiden - og hvordan det kunne ske. Han siger dog:

- Vi har styrket vores kontrol for besøg for et års tid siden. Nu vil vi se på, om der skal strammes yderligere op. Nu er det et ret specielt tilfælde her - at man klæder sig ud som dame. Der kom to personer, en mand og en dame, og der gik en mand og en dame, siger Arne Tornvig Christensen.

Fangen er nu efterlyst af politiet, mens kvinden, han skiftede tøj med, kan se frem til flere sigtelser efter straffeloven, oplyser Fyns Politi til bt.dk.

I Nyborg Statsfængsels sidder nogle af Danmarks mest hårdkogte forbrydere, men den undslupne fange sidder ikke på en af de 'barske' afdelinger.

VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK.

- Han sidder - eller sad - på et behandlingsafsnit, der er et af de mere bløde afsnit, siger Arne Tornvig Christensen.

Hvad tænkte du, da du første gang hørte om det her?

- Det vil jeg holde for mig selv, siger Arne Tornvig Christensen.

Fyns Politi jagter nu den undslupne fange. Man leder blandt andet på de adresser, som man kan sætte i forbindelse med manden, oplyser ordensmagten.