Fandt sine bortførte børn på Facebook
For 15 år siden fik en mor fra det sydlige Californien bortført sine to børn. Nu har hun fundet dem via en simpel søgning på Facebook.
For 15 år siden fik en mor fra det sydlige Californien bortført sine to børn. Nu har hun fundet dem via en simpel søgning på Facebook.
Siden 1995 har en amerikansk mor desperat forsøgt at finde sine to børn. Da børnene var henholdsvis to og tre år gamle, blev de bortført fra moderen af deres far. Lige siden har kvinden hverken set eller hørt fra dem.
Men i marts foretog kvinden sig noget så banalt som en søgning på Facebook, og fandt her frem til dét, som de amerikanske myndigheder i 15 år har set sig ude af stand til. For da kvinden indtastede navnet på sin datter, poppede datteren sensationelt frem. Lørdag meddelte de lokale myndigheder så, at børnene - en 17-årig pige og en 16-årig dreng - nu er blevet fjernet fra faderen
- Du kan forestille dig, hvordan hun må have det med, hverken at have set sine børn i så mange år og samtidig leve med den viden, at børnene har knyttet sig til en anden familie, siger en juridisk repræsentant fra San Bernadino-distriktet, Kurt Rowley, ifølge Boston Herald.
Da moderen fik Facebook-kontakt til sin datter, svarede den 17-årige pige, at hun ikke umiddelbart ønskede at genoptage forholdet til sin mor. Datterens svar hjalp dog myndighederne med at finde frem til de to børn og børnenes far. Han er nu anholdt, sigtet for bortførelse og for at have brudt samkvemsretten.
Indtil videre bor børnene hos en ikke-familierelateret person i Florida.