En fodboldfan blev på Twitter sat på plads af Ashley Cole efter at have kritiseret den engelske fodboldspiller.

Ashley Cole skal den dag i dag stadig høre for sit opsigtsvækkende skifte til Chelsea tilbage i 2006. Et skifte, mange stadig ikke har glemt, på trods af at det er 11 år siden.

Og det skyldes, at den i dag 36-årige fodboldspiller, der inden skiftet spillede i Arsenal, sagde nej til en løn på 55.000 pund - svarende til knap 480.000 danske kroner - om ugen. Et stort beløb for mange, men det var ikke nok for Ashley Cole.

Fodboldspilleren havde længe sat næsen op efter en ny kontrakt hos Arsenal, men i sidste ende var han ikke tilfreds med beløbet på lønsedlen.

Han skiftede til Chelsea, der dengang tilbød at betale ham 90.000 pund - svarende til omkring 780.000 danske kroner - om ugen.

Det gjorde mange Arsenal-fans vrede, og så sent som onsdag var der endnu en fodboldentusiast, der ville blande sig i diskussionen om fodboldspilleren, der i mange år er blevet kaldt pengegrisk af de sure fans.

'Den gennemsnitlige englænder tjener 20.000 (svarende til omkring 124.000 danske kroner, red.) pund om året, og det ser du dem ikke pibe over, du blev tilbudt 55.000 om UGEN!' lyder kritikken.

Og det gad Ashley Cole tilsyneladende ikke høre på, for han sendte et kækt svar tilbage.

'Jeg er ikke gennemsnitlig. Gå nu i seng, søn,' lød det fra den engelske fodboldspiller.

Og Ashley Cole var ikke færdig med at svare de mange kritikere igen, for efterfølgende har han skrevet endnu en kommentar, hvor han kritiserer de mange fans for konstant at køre i det samme.

'Hvorfor taler de sådan, jeg bliver så fucking træt af, at jeg bare passer mit eget og alligevel får jeg de samme gamle ting, så kedeligt,' skriver Ashley Cole.

Englænderen har altid forsvaret sit skifte til Chelsea, og i dag spiller han i LA Galaxy i den amerikanske liga efter at have været to år i italienske AS Roma.

Den engelske venstre-back har spillet 107 kampe for det engelske landshold, som han debuterede for tilbage i 2001.

Han har tidligere været gift med sangerinden Cheryl Cole, som han blev skilt fra i 2010.