AF: Peter Nørskov, peno@stiften.dk

Käte Jørgensen peger på havnen eller området ved stadion som de mest oplagte placeringsmuligheder.

Umiddelbart efter den populære sangers død natten til 1. januar 2011 rejste der sig et folkekrav om, at Aarhus Kommune opkaldte en vej eller plads efter det landskendte bysbarn. Og det skortede ikke på politisk opbakning til forslaget.

Daværende borgmester Nicolai Wammen (S), kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) og Laura Hay (V), rådmand for teknik og miljø, var hurtigt ude med støtteerklæringer. Det socialdemokratiske byrådsmedlem Ango Winther foreslog en haste­behandling i byrådet af sit forslag om at opkalde pladsen foran stadion efter Bamse, der livet igennem var en stor AGF-fan.

Den politiske velvilje løb dog panden mod en forvaltningsmæssig praksis, der betyder, at der skal gå mindst et år, inden man navngiver veje eller pladser efter afdøde personer.

Af respekt for de efterladte har kommunen ventet indtil umiddelbart før påske i år med at henvende sig til Bamses enke og børn for at høre, om de havde gjort sig nogle tanker om eller havde specifikke ønsker til et vejnavn eller en plads i kommunen.

Gerne på havnen

- Vi er meget beærede over henvendelsen fra kommunen, og jeg er sikker på, at Flemming ville være meget stolt, siger Käte Jørgensen, som sammen med børnene brugte påsken på at udtænke de tre forslag, som nu er afleveret til kommunen.

Øverst på familiens ønskeliste står en boulevard og gerne på havnen, som Bamse ifølge Käte Jørgensen havde en stor tilknytning til.

Ingen Vimmersvej

Næstøverst på familiens liste står en Flemming Bamse Jørgensens Allé, og som en tredje mulighed foreslår familien en Flemming Bamse Jørgensens Plads.

- Det er ikke sådan, at vi nødvendigvis har tænkt på pladsen foran stadion. Inde på stadion har fanklubben jo allerede udpeget en Bamses Plads, nemlig hans faste plads til AGFs hjemmekampe, som er forsynet med en mindeplade. Men det vil være dejligt, såfremt der kan findes en vej eller plads i forbindelse med stadion, siger Käte Jørgensen , der ser frem til en dialog med kommunen.

Mange af Bamses fans havde gerne set en Vimmersvej i Aarhus, men en sådan er ikke at finde på familiens ønskeseddel.

- Nej, vi synes, at Flemmings navn skal indgå i navnet på vejen eller pladsen frem for en titel på en af hans mange populære sange. Men nu må vi se, hvad der sker. Det er jo ikke givet, at kommunen kan imødekomme vores forslag, understreger hun.

Det vil fungerende teknik og miljørådmand Bünjamin Simsek dog så vidt muligt bestræbe sig på.