"Det har været mystisk lige fra starten, og det hele er gået lidt sløvt. Men vi er selvfølgelig lettede over, at hun er fundet.
Vi håber bare, det er gået hurtigt, og at hun ikke har lidt. Det har været en hård måned," siger Morten Andersen, der er nevø til den afdøde Mimi Milla Margit Andersen.
I dagene efter hun forsvandt, cyklede han selv København tyndt for at lede efter fasteren, der stod ham nær.
Morten Andersen var, ligesom den øvrige familie, i går stærkt berørt af det uhyggelige ligfund.
Mimi Milla Margit Andersen forsvandt klokken 3.15 om natten den 21. maj. Hun var gået ud for at trække lidt frisk luft, men kom aldrig tilbage. Massiv eftersøgning på hospitalsområdet gav intet resultat.
Først sent tirsdag aften - nøjagtig en måned efter hun forsvandt - studsede to portører over lugten, der kom fra en busk lige udenfor den akutte modtagelsesafdeling på Bispebjerg Hospital, hvor hun var indlagt. Inde i buskadset fandt de det opløste lig af den 70-årige kvinde.
I aftes var det endnu ikke lykkedes endegyldigt at identificere den fundne kvinde, men ifølge B.T.s oplysninger er der ingen tvivl.
Familien ved endnu ikke, om der grund til at bebrejde hospitalet eller politiet noget i forbindelse med dødsfaldet og eftersøgningen.
"Det er svært. Der er sikkert ikke noget usædvanligt i det. Men man kan da godt spørge sig selv, om det var nødvendigt, at hun skulle have lov til at gå ud midt om natten," siger Morten Andersen.
På Bispebjerg Hospital, mener sygeplejedirektøren ikke, der er begået nogen fejl.
"Det er en trist og grum historie. Vi har gennemgået sagen nøje, og kan umiddelbart ikke se, at personalet har handlet forkert - de har handlet efter bogen.
Hun havde lavet en aftale om, at hun ville være tilbage om et kvarter, og da hun efter en time ikke var kommet tilbage, blev der ringet efter politiet, som straks gik i gang med eftersøgningen.
Det er en tragisk historie, men det er, hvad der desværre kan ske.
Patienterne har jo deres egen fri vilje og kan f. eks. gå ud og trække frisk luft hvis det passer dem," siger sygeplejedirektør Els Johansen.
Familien har ikke været sig selv i den forgangne måned. Undervejs har de blandt andet søgt hjælp hos en clairvoyant, der meldte tilbage med en hilsen fra Mimi Milla Margit Andersen fra dødsriget.
Forholdet til fasteren var godt og tæt. Hun valgte et liv uden mand og børn, og var en rigtig gammeldags arbejder, fortæller nevøen.
Men helbredet var begyndt at svigte på det sidste. Og pludselig kunne hun få voldsmme astma-anfald.
Det var netop astmaen, der førte til, at hun blev indlagt til observation på Bispebjerg Hospital i maj måned.