Bornholms Regionskommune er på vej med en redegørelse, der skal afdække, om 82-årige Kirsten Clemann har fået den rette hjælp af kommunen.
Det fortæller Bente Helms (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Bornholms Regionskommune.
Kirsten Clemann omkom søndag middag, da hendes hjem brændte. To dage forinden havde pårørende kontaktet kommunen for at få Kirsten Clemann indlagt, da de netop frygtede, at hun ville indebrænde, hvis der gik ild i noget, da hun var ude af stand til at flytte sig.
- Vi tager det her dybt alvorligt. Kommunen laver nu en redegørelse, hvor vi ser på, hvad er der sket, hvad er der sagt, og hvad er der ønsket. Om man så i situationen kunne have handlet anderledes, det vil den interne redegørelse følge op på, siger Bente Helms.
Dialog med pårørende
Redegørelsen er sat i gang efter dialog med de pårørende.
- Jeg har stor tillid til den måde vores medarbejdere i døgnplejen arbejder på. Det er en afvejning mellem, at man som borger har ret til et privatliv og til selv at bestemme, hvordan man vil leve sit liv. Og på den anden side den store forpligtelse for at yde omsorg, som kommunen har.
Man har selvbestemmelse langt hen ad vejen, men selvfølgelig er det kommunens opgave sammen med de pårørende at vurdere, om det er selvskadende på nogen måde. Så det er det spændingsfelt, der nu undersøges, siger Bente Helms.
Vibeke Juel Blem, områdechef for social og sundhed i Bornholms Regionskommune siger, at hun ikke kan kommentere enkeltsager, men at kommunen generelt har pligt til at tilbyde omsorg, men at borgeren ikke har pligt til at modtage den.
- Men vi forsøger generelt at motivere borgerne til at modtage den hjælp, de er visiteret til, siger hun.