Omgivet af børn, børnebørn og to oldebørn fejrede dronning i dag sin 90 års fødselsdag i Kancellihuset på Fredensborg Slot. Helt efter dronningens ønske begrænsede den officielle hyldest sig til et minimum - til gengæld blev der festet privat med først en frokost og siden middag.

Ifølge dronningens hofchef, Svend Kundby Nielsen, væltede det både i dag og de forudgående dage ind med blomster, gaver og fødselsdagsbreve. Både fra bekendte og helt almindelige danskere, som ville ønske tillykke.

Blandt giverne var statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som på regeringens vegne overrakte dronningen en check på 100.000 kroner. Pengene går til fire af kongehusets fonde, blandt andet Grønlandsfonden. Fra Fredensborg-Humlebæk Kommune modtog dronningen to egetræer, to bøgetræer og en kalmiabusk, der alle stammer fra dronningens mor, kronprinsesse Margaretas barndomshjem, slottet Bangshot i Wessex i England.

Dronning Ingrid har aldrig gjort meget ud af sine egne mærkedage, og også denne gang havde hun bedt om en fødselsdag under private former. Dog trak livgarden op i rød galla på Amalienborg Slotsplads, ligesom der klokken 12 blev salutteret fra batteriet Sixtus og kanonerne på Kronborg.

/ritzau/