Den australske maskiningeniør og familiefar Paul Weeks er en af de i alt 239 passagerer på det forsvundne MH370-fly fra Malaysia Airlines.

Før Paul Weeks tog afsked med sin kone og to sønner i Perth, Australien for at rejse til Malaysia, gav han dem sine to mest dyrebare ting: sin vielsesring og sit ur.

- Hvis der skulle ske mig noget, skal min ring gå til den første af mine sønner, der bliver gift, mens uret skal gå til den anden, sagde han til sin kone Danica Weeks.

Nu sidder hun tilbage med rædslen for, at hun aldrig skal se sin mand igen. For kun en time efter, at Paul Weeks gik ombord på MH370-flyet mod Beijing, forsvandt det sporløst på radaren over det Det Sydkinesiske Hav. Fem dage senere er det stadig ikke fundet, og Danica Weeks frygter det værste.

- Jeg kan ikke opgive håbet. Jeg håber, at han en dag banker på døren, så jeg kan holde om ham igen. Jeg ser ham overalt i huset, siger en grædende Danica Weeks til 9News.

Hun fortæller, at Paul Weeks var ombord på flyet mod Beijing, fordi han var på vej til sit drømmejob i Mongoliet. Med sig havde han taget en stor bunke billeder af sin familie, som han skulle vende hjem til efter en måned.

Hele familien beder i dag til, at Paul Weeks er uskadt.

- Jeg tror, vi alle håber på, at han er landet et rart sted, hvor han sidder og drikker kaffe lige nu. Vi ved ikke andet, end det vi har set i fjernsynet, men hvis du lægger to og to sammen... det ser ikke godt ud, siger Danica Weeks søster Sara til WAtoday.com

Flyet er forsvundet på femte døgn. I alt deltager 12 lande i eftersøgningen. Heriblandt USA, Kina og Indien.