Livet blev vendt helt op og ned for britiske Phil Cox og hans kone, da familiefaderen sidste år gik til lægen med, hvad han troede var en banal influenza.
Phil Cox havde gennem et par uger gået og følt sig sløj. Han troede, at han havde fået en værre omgang influenza og blev derfor hjemme fra sit blikkeslager-job. Phil Cox besøgte lægen nogle gange uden resultat, men da han efter to uger fortsat ikke havde fået det bedre, gik den 36-årige familiefar i september 2015 endnu engang til lægen. Her insisterede han sammen med sin kone, Kerri, på, at han blev grundigt undersøgt.
Og det førte til nedslående nyt. Det skriver det britiske medie gazettelive.co.uk.
Den 'banale' influenza var nemlig slet ikke banal. Da lægerne lyttede på Phil Cox lunger kunne de høre, at alt ikke var helt i orden. En scanning kort efter viste, at han led af lungekræft. Men det var ikke det værste. For lungekræften var slet ikke den primære kræft. I stedet var det en metastase til den testikelkræft, som også havde angrebet Phil Cox.
Phil Cox kom i behandling, men trods kemoterapi, er det tilsyneladende ikke lykkedes at stoppe kræften. I stedet har i 2016 bredt sig til rygsøjlen og hans hjerne. Og det har gjort, at lægerne nu har givet familien den nedslående besked, at Phil Coxs liv ikke står til at redde. Lægerne har givet Phil Cox mindre end et år at leve i – og måske kun et par måneder.
Familien har forstået alvoren i budskabet, men nægter at give op:
»Vi bliver nødt til at være realistiske, men vi beder for et mirakel«, siger Kerri Cox til gazettelive.co.uk.
Derfor har familien også delt oplysningerne om Phil Coxs sygdom på de sociale medier, da de på alle måder forsøger at finde behandlinger eller andet, som kan forlænge Phil Coxs liv.
»Vi ved, hvordan det kommer til at ende, men vi er villige til at gøre hvad som helst for at give Phil mere tid,« siger Kerri Cox.
Efter at have postet historien om Phil på de sociale medier, gik historien viralt i løbet af få timer. Folk fra nær og fjern har siden kontaktet familien med råd og idéer til, hvad de kan gøre.
»Vi er helt overvældede af den respons, vi har fået,« siger Kerri Cox.
Parret havde egentlig planlagt at blive gift i april i år, men grundet Phil Coxs tilstand fremskyndte de brylluppet til oktober 2016.
»Det gav os noget at se frem til. Jeg håber bare, at vi kan blive ved med se frem mod fremtiden og bruge så meget tid, som vi kan sammen som en familie«, fortæller Kerri Cox.
Parret har sammen en søn på fire år. Desuden har Phil Cox en steddatter på 10 år.
