Kender du noget til sagen? Så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk eller kontakt os på Facebook.

Rettelse: Tidligere i denne artikel stod der, at de dræbte børn var 3, 14 og 15 år gamle. Dette er ikke korrekt, men af grundlovsforhøret fremgik det, at de er født i 2002, 2003 og 2013.

Det var med tunge skridt, foroverbøjede skuldre og røde øjne, at en 38-årig familiefar med mørkt hår tirsdag aften trådte ind i Retten på Frederiksberg. Iført Nike-sko, cowboybukser og en mørk hættetrøje satte han sig på en stol, og grundlovsforhøret kunne begynde.

Han var sigtet for for samme morgen i en lejlighed i Brønshøj at slå sine tre børn samt deres mor i hjel. I grundlovsforhøret kom det frem, at de dræbte børn var født i 2002, 2003 og 2013.

Familiefaderen, der ifølge en ven af familien er afghaner, ville ikke besvare spørgsmål i retten, en via sin forsvarer erkendte han sig skyldig i drab.

Ifølge sigtelsen foregik drabene med et eller flere pistolskud og knivstik omkring klokken 7.30 i går morges. Der blev nedlagt navneforbud, og da forhøret skulle handle om drabene på de tre børn besluttede dommeren, at resten af grundlovsforhøret skulle afholdes for lukkede døre af hensyn til moderens familie.

Truede i retten
Det fik tre tilskuere til øjeblikkeligt at rejse sig op. De virkede før og under grundlovsforhøret meget påvirkede af sagen. Den ene, en stor mand med kasket, råbte noget på et fremmedsprog, inden han fyrede en trussel af: »Vent og se, bums«.

Det fik faderen til også at rejse sig og svare aggressivt, før to betjente greb fat i ham og tvang ham til at sætte sig ned igen. Så råbte dommeren, at tilskuerne øjeblikkeligt skulle forlade retten.

Politiet pågreb faderen på selve gerningsstedet, en lejlighed på Kobbelvænget i Brønshøj, hvor betjentene i går morges blev tilkaldt på grund af en anmeldelse om husspektakler i lejligheden i Brønshøj.

»Vi sendte helt rutinemæssigt en patrulje. Og der fandt vi så flere personer dræbt i lejligheden. Det var et frygteligt syn, som mødte vores patrulje,« sagde vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen Ove Larsen.

Prøvede at genoplive dreng
En person fra nabolaget, som ønsker at være anonym, fortalte, at lægerne forgæves forsøgte at genoplive en af drengene, kort efter ambulancerne var ankommet tirsdag morgen ved 7.40-tiden.

»Jeg kan bekræfte, at der både var reddere og læger derude, som gjorde alt, hvad de kunne, for at forsøge at genoplive en af de sårede,« sagde Ove Larsen.

Efter afhøring af faderen meddelte politiet, at han skulle have psykiske problemer. Den oplysning bekræftedes også af en nabo i opgangen, der tidligere havde talt med moren om hendes eksmand.

»Hun fortalte mig, at de ikke længere var sammen, og at manden var psykisk ustabil,« sagde naboen, som ønsker at være anonym, da han frygter for sin egen sikkerhed.

Fire klassekammerater til det ældste af de tre børn, der gik i 8. klasse på Husum Skole, stod i går foran politiets afspærring og spejdede hen mod lejligheden.

Den ene dreng, 14-årige Emil Homaidi, fortalte, at han i går morges skrev adskillige beskeder til den 15-årige klassekammerat. Men han svarede aldrig – heller ikke da Emil Homaidi begyndte at ringe. Da han læste nyheden om tragedien på nettet, kunne han lægge to og to sammen.

»Jeg kan slet ikke forstå, hvad der er sket. Det er så uvirkeligt. Det var jo kun børn,« sagde klassekammeraten, der stod foran afspærringen med sin far.

De aner ikke, hvad der kunne få faren til at gå amok. Det 15-årige offer talte sjældent om sine forældre, fortalte Emil Homaidi. Måske fordi moderen og faderen ikke længere var sammen.

»Han var en god ven og en rigtig god dreng. Han var dygtig til matematik og meget klog. Vi vidste, han ville blive til noget stort,« fortalte Emil Homaidi.

En anden klassekammerat fra gruppen fortalte, at det 15-årige offer havde fødselsdag i fredags.

»Han delte flødeboller ud. Og nu sker det her. Det er hårdt,« siger drengen, der ønskede at være anonym og stod foran med sin mor, der også var tydeligt berørt.

Politiets teknikere iført blå og hvide dragter, masker og handsker arbejdede hele dagen i lejligheden med at sikre beviser.

I løbet af dagen kom beboere i kvarteret løbende forbi med blomster og tændte lys. Mange af dem kendte ikke familien, men kom alligevel for at vise deres respekt.

En nabo fortalte, at hun troede først hun var med i en film, da hun i går morges trak gardinerne fra.

»Der var jo politibiler og ambulancer overalt,« sagde hun.

Faderen blev varetægtsfængslet  i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i fire uger efter aftenens grundlovsforhør.