Familie, venner og politibosser tog lørdag afsked med Hanne Bech Hansen.

Mændene i toppen af det danske politikorps er ikke de mest grådlabile typer. Men ansigterne var sammenbidte og forknytte, da tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen i går blev båret ud i en skinnende hvid kiste til tonerne fra kirkeorglet.

Hanne Bech Hansen døde pludseligt, da hun fik et hjertetilfælde i sit hjem. Den sørgelige nyhed, der kom bag på alle hendes nærmeste, blev meldt ud tirsdag i sidste uge.

I går tog familien og hendes tidligere politikolleger en gribende afsked med en legende i det danske politikorps.

Skarpt bevogtet

Kisten blev båret af Hanne Bech Hansens søn, hendes svoger samt hendes nevøer og niecer. Bag dem gik en række tidligere og nuværende spidser i det danske politi og landets nuværende justitsminister Søren Pind (V).

Af samme grund var Hellerup Kirke skarpt bevogtet af betjente iført skudsikre veste og PET-agenter i civil.

Det massive politiopbud fik de forbipasserende til at stoppe op og undre sig. Hvem er det mon, der bliver bisat i kirken?

»Nå ja, hende,« sagde en kvindelig cyklist, da BTs reporter gav hende svaret.

For hele Danmark kendte Hanne Bech Hansen.

Hun var Danmarks første kvindelige chef for politiets efterretningstjeneste (PET), og i en årrække var hun Københavns Politis ansigt udadtil. Som politidirektør stod hun i spidsen for en række vanskelige sager, herunder rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Og som den eneste politidirektør nogensinde blev hun parodieret i cirkusrevyen i et uforglemmeligt nummer af Ulf Pilgaard.

’Som et lyn fra en klar himmel’

Hanne Bech Hansen døde med stiletterne på. Helt frem til sin død var hun aktiv som foredragsholder.

Forrige weekend skulle Hanne Bech Hansen have holdt et foredrag om tryghed på Rødovre Bibliotek for ansatte i Rødovre Kommune. Men hun dukkede aldrig op til foredraget, og meldte ikke afbud.

Den følgende tirsdag meddelte familien via Ritzaus Bureau, at den tidligere politidirektør var afgået ved døden. Hanne Bech Hansen blev 77 år.

Den nøjagtige dødsårsag og dødstidspunktet blev ikke nævnt.

En kilde tæt på Hanne Bech Hansen fortalte i går til BT, at hun døde i sit hjem som følge af et hjertetilfælde. Det var i går ikke muligt for BT at få oplysningen bekræftet af Hanne Bech Hansens søn.

Døden kom pludseligt. Ingen af de personer i Hanne Bechs omgangskreds, BT har talt med, har noget kendskab til, at hun var syg eller havde hjerteproblemer forud for sin død. Derfor kom dødsfaldet som et chok for hendes tidligere kollega Per Larsen, der i en årrække kørte et parløb med Hanne Bech Hansen, da hun var politidirektør, og han var chefpolitiinspektør i Københavns Politi.

»Det kom som et lyn fra en klar himmel,«« siger Per Larsen.

Hanne Bech Hansen bestred posten som politidirektør ved Københavns Politi fra 1995, og indtil hun gik på pension i 2009.

Siden var hun forfatteren til de tre kriminalromaner: ‘Lasten’ i 2010, ‘Operation Dacapo’ i 2011 og ‘Under rosen’ i 2014.