Rasmus Falk viste prøver på talentet, da han spillede en fin kamp i FCKs 3-0-sejr over Crusaders i anden runde af Champions League-kvalifikationen.

Det var Falks første kamp i den hvide trøje.

»Jeg synes, vi fik en lidt blandet start, men efterhånden får vi kontrol med kampen – og det hjælper selvfølgelig også med et tidligt mål. Så en god start fra os. Jeg synes selv, jeg scorer et fint mål, og det var dejligt at få 90 minutter og komme på tavlen i den første kamp,« siger han om debuten til fck.dk.

Københavnerne havde ingen problemer med at hive sejren i land, og nu venter returopgøret så på tirsdag i Parken. Et godt udgangspunkt.

»Det var en godt gennemført kamp. Det var lidt svære forhold med al den regn, for banen blev meget hurtig – og vi så også en masse bolde, der løb ud over sidelinjen. Crusaders gjorde det godt, og de var – som vi vidste – meget fysiske, og de har jo også leveret gode europæiske resultater på hjemmebane,« lyder det fra manager Ståle Solbakken, der tilføjer:

»Alt i alt var det en professionelt gennemført kamp, og jeg kan godt konstatere, at vi har et godt udgangspunkt inden returkampen i Parken på tirsdag.«

FCK var ikke eneste hold med dansk islæt, der var i aktion i Champions League-kvalifikationen onsdag aften. Også Rosenborg med danske Mike Jensen og Christian Gytkjær trådte ind. Nordmændene vandt 3-1 over de svenske mestre Norrköping.

Netop vinderen af den kamp kan FCK risikere at møde i næste runde alt efter udfaldet af opgøret.