Mens boligpriserne landet over fortsætter med at falde, er det kun blevet dyrere at leje. Det skriver Politiken mandag.

Siden 2007 er prisen for at leje en gennemsnitlig treværelses lejlighed steget med 15 procent i København og 20 procent i Aarhus, viser en opgørelse, udlejningssitet boligportal.dk har lavet for Politiken.

Og det er et problem, lyder det fra Lejernes LO.

- Mange lejere er personer i akut boligmangel. De forventer kun at skulle bo i dyre lejeboliger i en kort periode, til de finder noget bedre og billigere, men det bliver bare sværere og sværere at finde, siger cheføkonom Jesper Larsen til Politiken.

Ifølge administrerende direktør Henrik Løvig fra boligportal.dk er der en klar sammenhæng mellem udviklingen på ejerbolig- og lejeboligmarkedet.

- Når folk er tilbageholdende med at købe, vokser efterspørgslen efter lejeboliger, og det giver sig udslag i stigende lejepriser. Desuden spiller det ind, at befolkningstilvæksten i de større byer øger efterspørgslen efter lejeboliger, og at det generelle prisniveau har været stigende i en periode, hvor priserne på ejerboligmarkedet har taget et dyk, siger han til Politiken.

En forklaring på de stigende lejepriser er dog også, at en række luksuslejligheder flere steder i København har været sat til salg forgæves og nu bliver udlejet til høje priser.