Ved hjælp af ændringsforslag til SFs principprogram og landsmødeudtalelse udfordrer dele af SF-baglandet partiledelsens politiske og organisatoriske linje forud for landsmødet i weekende. Her er et udpluk af baglandets forslag:

Tortur og Guantanamo

Medlemmer af partiets landsledelse har forfattet en landsmødeudtalelse, hvor det fremgår, at tortur er forbudt, at krigsfanger ikke må overflyttes til Guantanamo, og at USAs »henrettelser« med droner i Pakistan skal »fordømmes og stoppes«. Ledelsen afviser at behandle forslaget.

Tobinskat

SF skal arbejde for indførslen af en skat på finansielle transaktioner i EU - og ikke kun på internationalt plan, som det fremgår af regeringsgrundlaget, foreslår flere SF-lokalforeninger.

Boligskat

Flere SF-folketingsmedlemmer foreslår at lade boligskatten stige i næste valgperiode for at finansiere bedre velfærd. Ledelsen ønsker ikke at drøfte en skattereform på nuværende tidspunkt.

Principprogram

Moderne folkesocialisme Partiledelsen lægger op til helt grundlæggende ændringer af partiets principprogram, men med hele 394 ændringsforslag markerer store dele af baglandet sin modstand mod ledelsens opfattelse af, hvad det vil sige at være moderne folkesocialist.

Borgerligt samarbejde

Et af de forslag, der møder stærk modstand, er ledelsens ønske om at gøre det til et bærende princip, at SF skal »indgå i en magtbærende blok« med ligesindede samt »progressive borgerlige partier«. Den målsætning kræver flere SFere fjernet fra partiprogrammet.

Organisatorisk

Ny næstformand Langt ind i ministerkredsen møder Villy Søvndals og skatteminister Thor Möger Pedersens uformelle støtte til Mattias Tesfayes næstformandskandidatur modstand.

Ændret ledelse

SFs øverste ledelse skal have en anden sammensætning. Den såkaldt daglige ledelse skal udgøres af folk fra den 21 mand store landsledelse og ingen må sidde i landsledelsen uden at være valgt af landsmødet eller til Folketinget, foreslår en del af SF-baglandet.

BNB