Selvom Danmark og Sverige er nabolande, var gårsdagens EM-semifinale ikke præget af den bedste stemning på banen. Nu indrømmer en svensk spiller da også, at han brugte lidt ufine tricks, da Sverige var mest presset.

Den svenske keeper Patrik Carlgren lod simpelthen som om, han var skadet, så holdet kunne få lidt luft.

»Man har nogle små tricks liggende i baghovedet,« siger Patrik Carlgren til svenske Expressen.

Episoden indtraf i anden halvleg, da Danmark ved stillingen 1-2 pressede hårdt på for en udligning. For at sænke tempoet i kampen blev Carlgren liggende i græsset efter en nærkamp med Yussuf Poulsen - til danskernes store utilfredshed.

»Vi lavede et smart trick. Jeg pegede på bagsiden af Patrick og sagde, at vi skulle chille lidt. Vi havde mange angreb mod os, så det var lidt taktik,« siger midterforsvaren Alexander Milosevic til Expressen.

Patrik Carlgren bekræfter episoden.

»Jeg havde lidt krampetrækninger i lysken og i hoftebøjerne. Jeg havde reelt ingen problemer, men vi vandt lidt tid på det. De lagde et godt pres, og jeg havde lidt ondt - så hvorfor ikke lægge sig ned i lidt tid?« spørger han retorisk.

Om situationen blev udslagsgivende er nok svært at sige. Men svenskerne formåede i hvert fald at stå imod det danske pres og udnyttede i kampens slutfase sløset dansk forsvarsspil til at sikre en 4-1-sejr.