Fagboss: Venstre tænker alt for betonagtigt
Venstre bør droppe betontænkningen og være åben overfor at lade arbejdsløse lærere og sygeplejersker arbejde for deres dagpenge, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
Venstre bør droppe betontænkningen og være åben overfor at lade arbejdsløse lærere og sygeplejersker arbejde for deres dagpenge, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
FTF-formand Bente Sorgenfrey giver ikke meget for Venstres bekymring for, at det vil koste ordinære job, hvis nyuddannede arbejdsløse lærere og sygeplejersker skal arbejde for deres dagpenge.
- Det overrasker mig virkelig, for det var min opfattelse, at Venstre gerne så, at folk arbejder for deres offentlige ydelser. Jeg synes da, at de tidligere har bakket op om ideen med, at kontanthjælpsmodtagere skal yde en indsats. Så at Venstre lige pludselig springer ud som forsvarer for fortrængningseffekten er nyt for mig, siger Bente Sorgenfrey.
Hun er ærgerlig over, at Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs betegner det som ”en virkelig dårlig ide”, at lade unge dagpengemodtagere arbejde i det antal timer, der kommer frem, når man dividerer dagpengesatsen med den gennemsnitlige timeløn på området. Et forslag, som er blevet lanceret af Danmarks Lærerforening, for at give de unge ledige en tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Vi er nødt til at finde nogle alternative løsninger på det store problem med ungdomsarbejdsløshed. Det her er bestemt ikke den mest traditionelle ide fra fagbevægelsen, men det bør Venstre ikke lade sig stoppe af, siger Bente Sorgenfrey.
Hun understreger, at FTF fortsat har tænkt sig at tage ideen med til de kommende trepartsforhandlinger med regeringen.
- Jeg ved godt, at Venstre gerne vil være et arbejderparti. Men det bør ikke afholde dem fra at tænke nyt. Og de bør da ikke have sådan en betonagtig tilgang til, hvordan vi bedst hjælper de ledige, siger Bente Sorgenfrey.
Hun mener ikke, at et såkaldt dagpengejob vil afholde nyuddannede lærere og sygeplejersker fra at søge et »rigtigt« arbejde.
- Det her tiltag vil jo ikke sætte de almindelige rådighedsregler ud af kraft. Så de ledige vil stadig stå til rådighed for et ordinært job, siger Bente Sorgenfrey og understreger, at der lægges op til en forsøgsordning.
Det afholder imidlertid heller ikke Dansk Arbejdsgiverforening fra at vende sig imod ideen.
- Danmarks Lærerforenings forslag om at bruge de skattefinansierede dagpenge til at udvide lærerstaben i folkeskolen er dybt skadeligt og helt uacceptabelt, siger DA-direktør Jørn Neergaard Larsen i en skriftlig kommentar, hvor han uddyber sin kritik.
- At man har taget en uddannelse som folkeskolelærer er ikke ensbetydende med at man skal arbejde i folkeskolen, og slet ikke for dagpenge. Der er kun en holdbar vej til at øge beskæftigelsesmulighederne for de nyuddannede unge. Og det skal ske ved at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne, siger Jørn Neergaard Larsen.