Færre ekstremt fattige i verden
Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet voldsomt siden 1990.
Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet voldsomt siden 1990.
Der bliver færre ekstremt fattige i verden. Det viser en omfattende undersøgelse, som Verdensbanken har lavet.
For første gang nogensinde er antallet af mennesker, som har mindre end 1,25 dollars - 6,91 kroner - at leve for om dagen, faldet stabilt over tre år i alle verdensdele, fra 2005 til 2008.
I 2008 var antallet nede på 1,29 milliarder mennesker, hvilket svarer til 22 procent af befolkningen i ulandende.
Til sammenligning levede 43 procent af befolkningen i ulandene i ekstrem fattigdom i 1990, mens det var mere end halvdelen, 52 procent, i 1981.
- Udviklingslandene har gjort bemærkelsesværdige fremskridt i kampen mod ekstrem fattigdom, og de har vist sig at være modstandsdygtige over for de nylige økonomiske chok og stigende olie- og madpriser, siger Martin Ravallion, der er direktør for Verdensbankens udviklings- og researchgruppe.
De færre fattige skal især ses i lyset af den voldsomme udvikling, som Kina har været igennem. Siden 1981 har 663 millioner mennesker i Riget i Midten bevæget sig over den ekstreme fattigdomsgrænse.
Trods den positive udvikling er der stadig meget at arbejde på.
- Cirka en milliard mennesker vil stadig leve i ekstrem fattigdom i 2015, siger Martin Ravallion fra Verdensbanken.
Konklusionen på antallet af fattige i verden er baseret på undersøgelser fra 130 lande, hvilket svarer til 90 procent af udviklingslandene. Verdensbanken har brugt 850 husholdninger fra hvert land til den omfattende undersøgelse.