Selvom dagens åbningsdebat har været i gang i mere end 10 timer i Folketinget, er der stadig plads til lidt sjov og ballade midt i de politiske diskussioner. Lars Løkke fik en særpræget hilsen fra Folketingets talerstol, da det færøske folketingsmedlem Sjudur Skaale takkede ham for øl.

- Jeg kan måske tillade mig at tilføje en kommentar: En tak til Lars Løkke Rasmussen. En aften, jeg var hos en ven i Thorshavn og drak øl - der var et køleskab fuldt af øl - og han sagde: Bare drik. Efter de første fem-seks stykker sagde han: ved i, hvor de her kommer fra?
De kommer fra hr. Lars Løkke Rasmussen. Han lånte mit hus for en måned siden, og da han forlod det, var køleskabet fuld af øl. Så det er hans øl vi drikker nu, og jeg siger tak. De faldt på et meget tørt sted. Det er jo også en form for bloktilskud, lød det fra Sjudur Skaale.

Løkke fik herefter ordet og svarede storsmilende den færøske politiker.

- Mange tak for det så. Vi lever i en tid, hvor jeg har noteret mig, også fra Socialdemokraternes kongres, at folk går meget op i hvilket image, man bygger op. Og så vil jeg bare takke hr. Sjudur Skaale for at have bekræftet et nyt image om mig; nemlig at jeg efterlod et køleskab fyldt med øl. Tak for det, lød det fra Lars Løkke, mens salen brød ud i grin.

Efterfølgende gik Skaale ned til Løkke, hvor de klappede hinanden på skulderen og grinte videre.