Færøsk forhandlingsudspil lægger op til færøsk suverænitet
Færøsk forhandlingsudspil lægger op til færøsk suverænitet
Færøsk forhandlingsudspil lægger op til færøsk suverænitet
Det færøske landsstyres udspil til de kommende forhandlinger med den danske regering om en ny færøsk selvstyreordning lægger op til, at Færøerne skal omdannes til en suveræn stat med egen færøsk grundlov. Som statsoverhoved vil man dog gerne beholde den danske monark.
Landsstyrets forhandlingsoplæg, der fylder over 30 sider, blev onsdag fremlagt i Lagtingets udlandsudvalg.
Selvom oplægget er stemplet fortroligt, tegner alt til, at landsstyret fastholder vedtagelsen om, at Færøerne skal være et suverænt land, der ikke længere er medlem af rigsfællesskabet med Danmark og Grønland.
Ifølge bl.a. Færøernes Radio indeholder forhandlingsudspillet krav om, at Færøernes Lagting skal have den øverste myndighed på Færøerne, ligesom udenrigssager, der i dag sorterer under Udenrigsministeriet i København, skal høre direkte under Lagtinget.
Forhandslingsudspillet lægger også op til, at Færøerne ikke længere skal have to medlemmer i det danske Folketing, samt at Rigsombudsmanden på Færøerne, der er den danske regerings repræsentant på Færøerne, fremover ikke skal have plads i Færøernes Lagting. Færøerne skal ifølge forhandlingsoplægget have sin egen grundlov.
Selvom Færøernes landsstyre i sit forhandlingsudspil lægger op til, at Færøerne ikke længere skal være med i rigsfællesskabet, ønsker landsstyret, at Færøerne i fremtiden fortsat har fælles kongehus og fælles valuta med Danmark.
Lagtingets to store oppositionspartier - Socialdemokratiet og Sambandspartiet - vil ikke accepterer en ordning, der indebærer, at Færøerne forlader rigsfællesskabet med Danmark.
Behandlingen af landsstyrets forhandlingsoplæg i udlandsudvalget ventes at tage nogle uger, og herefter har statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ønsket at få en måned til at gennemgå det færøske udspil, inden forhandlingerne starter.
/ritzau/