Færgefarce til 150 millioner
En færge-farce til over 150 millioner skatte-kroner har sendt trafikminister Sonja Mikkelsen (S) ud i ny storm og bølgegang.
En færge-farce til over 150 millioner skatte-kroner har sendt trafikminister Sonja Mikkelsen (S) ud i ny storm og bølgegang.
Den splinternye hurtigfærge til ruten Rønne-Ystad viser sig nu at larme så meget, at den ikke må sejle ind i havnen i Rønne.
Samtidig er færgen, der bygges på et australsk værft, blevet 80 tons tungere end planlagt, og det betyder både større forbrug af brændstof end beregnet og mindre plads til biler om bord.
Sagen, der truer med at overgå sidste århundredes fadæse om færgerne Ask og Urd, har skabt panik i Trafikministeriet, der ejer og driver BornholmsTrafikken A/S.
Kort efter nytår blev statens advokat, Kammeradvokaten, alarmeret og bedt om at sende en repræsentant til Australien for at vurdere, om der kan anlægges sag mod det australske værft.
Herhjemme er ministeriet i huj og hast gået i gang med at lede efter et alternativ til den nye hurtigfærge, der efter planen skal sejles fra Australien til Danmark om få dage.
Bornholmerne, der i årevis har set frem til en ny, hurtigere forbindelse til Sjælland, ryster på hovedet over sagen, og øboerne forstår ikke, at trafikministeren undlod at omtale de store problemer med den nye færge, da hun for nylig besøgte øen.
"Hvis der er noget i vejen med den færge, synes jeg det er katastrofalt, at man ikke har fortalt bornholmerne om det," siger Jeppe Kofod, folketingsmedlem og trafikministerens partifælle på Bornholm.
BornholmsTrafikken har under skibets bygning i Australien haft kontrollører til stede, der kunne holde øje med, at tingene gik som planlagt, men altså uden nytte.
Folketinget bevilgede den nye hurtigfærge til bornholmerne i 1998, og Trafikministeriet har aftalt at leje færgen af det australske værft for over 50 mio. kr. om året i de næste tre år.