Færge tørnede ind i kajen
En kvinde blev kvæstet, da Læsøfærgen lørdag aften ramlede ind i kajen i Frederikshavn. Flere andre blev kvæstet, mens skaderne på færgen er beskedne.
En kvinde blev kvæstet, da Læsøfærgen lørdag aften ramlede ind i kajen i Frederikshavn. Flere andre blev kvæstet, mens skaderne på færgen er beskedne.
En motorfejl var lørdag aften skyld i et dramatisk uheld på havnen i Frederikshavn. Færgen fra Læsø var ved at lægge til, da kaptajnen mistede kontrollen med en af skibets hovedmotorer og derfor var ude af stand til at bremse.
I stedet styrede kaptajnen skibet ind i kajen
En kvinde blev kvæstet og flere andre passagerer fik knubs, da Læsøfærgen ramlede ind i kajen. Opdateret kl. 12.40
Det var, da Læsøfærgen skulle anløbe havnen i Frederikshavn omkring klokken 20 lørdag aften, at det gik galt.
Kaptajnen på Margrete Læsø konstaterede, at han ikke kunne styre en af hovedmotorerne på skibet, og derfor kunne han heller ikke tage den fornødne fart af, inden færgen skulle lægge til.
- I stedet valgte kaptajnen at sejle ind i den del af kajen, hvor der ikke er færgeleje, men altså i for høj fart, siger direktør Jess Jessen-Klixbüll fra Færgeselskabet Læsø.
Passagerer væltede
Ved kollisionen med kajen væltede en del af de stående passagerer omkuld. En kvindelig passager blev kvæstet, og hun er indlagt på Hjørring Sygehus.
- Ifølge vores oplysninger har hun brækket et ribben og fået perforeret milten, siger Jess Jessen-Klixbüll.
Flere af de øvrige passagerer fik knubs, da kajen bremsede færgens fremfærd.
Ud over passagererne fik 5-6 biler på vogndækket buler og skrammer, da de blev kastet ind i hinanden.
Færgen var langt fra fuld på aftenafgangen. I alt var ca. 150 passagerer ombord.
Ventetid på Læsø
Selve færgen blev skadet på bulben. Det er en cylinderformet påbygning af skroget, der hjælper med at nedsætte færgens olieforbrug. Skaden var dog ikke større, end at de ventende passagerer, der skulle fragtes fra Frederikshavn til Læsø blev sejlet over lørdag aften. Derefter returnerede færgen til Frederikshavn, hvor dykkere søndag morgen har inspiceret færgen. Blandt andet var der revner i bulben, der skulle svejses.
Direktør Jess Jessen-Klixbüll forventer, at sejladsen genoptages omkring middagstid søndag.
- Vi skal have afviklet den kø af biler, som har booket færge fra Læsø til Frederikshavn søndag. Det er cirka 450 biler, og dem skal vi have over, siger han.
Derfor er Læsøfærgens bookingsystem også sat ud af drift, så biler og passagerer bliver sejlet over i den orden, man ankommer til færgelejet.
- Men seks timers ventetid må man nok beregne, siger Jess Jessen-Klixbüll. Han lover, at færgen sejler frem og tilbage, indtil alle, der vil over er ovre.
- Vi sejler hele natten, hvis det er nødvendigt, siger han