Redningsfartøjer forsøger at redde de 466 personer, der søndag morgen er fanget på en brændende færge mellem Grækenland og Italien.
GRÆKENLAND: Mindst én helikopter, redningsfartøjer og tililende fragtskibe forsøger søndag at evakuere færgen The Norman Atlantic, der står i flammer.
Færgen har 411 passagerer og 55 besætningsmedlemmer og brød i brand, da den tidligt søndag morgen var på vej fra Patras i det vestlige Grækenland til den italienske havneby Ancona. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Branden startede på bildækket og har ifølge øjenvidner spredt sig. Stærk vind og hård sø besværliggør redningsaktionen, skriver Reuters, der har talt med flere af de nødstedte passagerer over telefon.
»De forsøgte at sætte nogle både ned, men alle kunne ikke komme med. Det er ikke koordineret,« siger en af passagererne.
»Det er mørkt, og bunden af skibet er i brand. Vi er på broen, og vi kan se en båd komme...vi åbnede nogle kasser og fik fat i nogle redningsveste. Vi prøver på at redde os selv,« siger en anden passager.
En talsmand for den græske kystvagt fortæller, at evakueringen af færgen er i fuld gang, og at 130 passagerer via et redningsfartøj er blevet sejlet over til et fragtskib, der var i nærheden, da branden brød ud.
Dramaet udspiller sig cirka 44 sømil nordvest for den græske ferieø Korfu.