En ny uhyggelig sag om seksuelle overgreb mod børn har set dagens lys. En 34-årig mand fra Nykøbing Falster-området er sigtet for i alt 46 forhold af alvorlige seksuelle overgreb mod fire drenge, der på gerningstidspunktet var henholdsvis fem, seks, syv og 11 år.

Det var under efterforskningen af en anden dansk sag om børneporno, at politiets efterforskere kom på sporet af den 34-årige mand. Han viste sig at have en meget stor samling af børneporno, hvoraf noget var »hjemmelavet« på groveste vis.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at efterforskningen mod den 34-årige mand nu er tæt på at være afsluttet efter at være foregået i største hemmelighed.

Den 34-årige mand blev  anholdt 6. november sidste år og sigtet for en lang række alvorlige seksuelle overgreb mod flere mindreårige børn. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster, og siden har han siddet varetægtsfængslet.

Ifølge sigtelsen mod ham blev overgrebene begået fra sommeren 2013 og indtil anholdelsen i november året efter. Overgrebene fandt sted i Nykøbing Falster-området - blandt andet hjemme hos den 34-årige. Men politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvordan manden har fået kontakt med de misbrugte drenge:

»Af hensyn til de involverede børn vil vi give nærmere oplysninger om relationen mellem den sigtede og drengene. Men der er hverken tale om en familiemæssig eller professionel relation,« siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til bt.dk.

Udover de seksuelle overgreb er den 34-årige mand også sigtet for at have optaget og videredistribueret en større mængde fotografier og filmsekvenser - blandt andet af en del af de seksuelle overgreb som han selv deltog i og af andet børnepornografisk materiale til andre.

»Der har været tale om en lang og kompliceret efterforskning af sagen, der af politiet betragtes som værende meget omfattende og særdeles alvorlig. Anklagemyndigheden vil nu vurdere i hvilket omfang, der skal rejses tiltale i sagen,« lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet fik kendskab til sagen i forbindelse med gennemgangen af beslaglagt børnepornografisk materiale i en anden sag fra Danmark, og den aktuelle sag er er efterforsket i samarbejde med NC3 – Nationalt Cyber Crime Center i Rigspolitiet.

Den 34-årige mand var ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ved anholdelsen i besiddelse af en meget stor mængde børnepornografisk materiale.

Derudover er der rejst sigtelse for et enkelt forhold om overtrædelse af våbenloven.