»Det er jo stukket fuldstændigt af!«

Sådan siger en kødgrossist fra Fyn, efter hans opslag om gratis ribbensteg til hjemløse eksploderede på Facebook.

Michael Gertz, direktør i BF-OKS A/S, havde lidt for sjov besluttet sig for at skrive på det sociale medie, at engrosfirmaet ville donere ét kilo ribbensteg, hver gang opslaget blev delt.

»Ribbenstegene vil blive fordelt på væresteder og varmestuer, så de hjemløse kan få et måltid varmt mad,« skrev han med ønsket om, at folk ville støtte op om den gode sag.

»Det er ofte dem, der har meget i forvejen, som får lov at tage ud og spise og nyde et stykke godt kød. Nu ville vi også hjælpe de svage. I disse dage ser vi så mange overskrifter med frygtelige ting, der sker i udlandet, men vi syntes også, at vi kunne hjælpe herhjemme,« uddyber han over for bt.dk.

På opslaget tilføjede han, at det hjertevarme projekt ville slutte 18. december, og at de maksimalt ville donere et ton kød.

Men internt i firmaet snakkede de om, at de næppe ville kunne opnå 1.000 delinger. Så de havde allerede planlagt, hvordan de ville gå ud og sige, at de godt nok ikke havde ramt den magiske grænse, men at de selvfølgelig nok skulle donere et ton alligevel.

Men sådan kom det ikke til at gå.

For blot tre timer senere, havde opslaget rundet 1.000 delinger, oplyser Michael Gertz.

Og i skivende stund – et halvt døgn senere – har over 18.000 delt opslaget. Det betyder altså, at BF-OKS A/S skulle have doneret 18 ton ribbensteg, hvis de ikke havde sat et maksimum på.

Det har resulteret i, at flere Facebook-brugere mener, at de skal sætte mængden op.

Til det siger direktøren:

»Vi vil hjertens gerne hjælpe, men vi skal jo ikke klædes helt af.«

Han vil dog gerne afsløre, at de nok ender på to ton. Men det skal de lige drøfte mandag.

Lige nu er han så overrumplet over den gode modtagelse, at han ikke helt ved, hvad der skal ske.

Han lover, at der nok skal komme et opslag på Facebook, når de har delt kødet ud.

Men først skal de alle sammen mødes på mandag og finde ud af, hvad søren de gør nu…