Facebook har lanceret 'største ændring'
Facebooks største ændring kaldes gårsdagens introduktion af Facebook Actions. Databasen med 'dig' og din færden eksploderer.
Facebooks største ændring kaldes gårsdagens introduktion af Facebook Actions. Databasen med 'dig' og din færden eksploderer.
Vi kender 'LIKE' på Facebook.
Nu skal du også kende 'WANT', 'OWN', 'SPOTTED' og alle mulige andre udsagnsord, som du kan signalere personlighed, nysgerrighed og interesse med. Overfor dine venner. Og overfor annoncørerne.
Facebook introducerede onsdag Facebook Actions, som tillader tredje parter at sende information om din færden tilbage til moderskibet Facebook. Og så gearer Facebook Actions giganten et skridt videre mod den længe ventede børsnotering, som i følge The Guardian nu ventes i den tredje uge af maj.
Kort fortalt handler Actions om udsagnsord! Actions, som gør det muligt for partnere og udviklere, at tilknytte indhold til nærmest et hvert tænkeligt ord på tværs af netværket. Tidligere har vi set Facebook Actions med musikstreaming-tjenesten Spotify, som automatisk fortæller dit netværk, hvad du ’lytter’ til ved at tilføje det din 'Timeline' - en tidslinje over alt, hvad man selv har lagt på nettet.Et eksempe på en ny Action: Du har netop købt de fedeste nye Adidas løbesko. Din aktive løbestil og nyeste indkøb passer godt med en status-update til vennerne på Facebook, så du skynder dig ind på netværket og skriver, at du nu har indkøbt de spændende nye løbesko.
Men med Facebook Actions, behøver du bare klikke på 'Own'-knappen ved siden af skoene, som du har købt på et Facebook-partnersite. Indkøbet bliver så tilføjet din indkøbs-liste, så du - og ikke mindst dine venner - ved, hvad du har indkøbt via din 'Timeline'. Din færden er registreret.
Andre apps under Facebook Actions-paraplyen kan vise andre lister. (Se det fulde antal partnere her): Tøj, du vil 'have', bøger du vil læse, film, du har anmeldt, musik, du har ’lyttet’ til. Alt sammen bliver en del af din online-identitet i netværket via din digitale logbog 'Timeline'.
Omdrejningspunktet for Facebook Actions er det semantiske web, som handler om ordenes mening eller betydning. Det semantiske web er et netværk, hvor computerne ikke bare ”læser” og genkender ord, men også ”forstår” deres betydning. Det betyder bl.a. meget bedre informations-søgninger.
Over 60 partnere er med den nye lancering lige nu i forbindelse med Facebook. Nogle af de mere kendte, som netop er blevet tilføjet, er Pinterest, Airbnb, Pose, RottenTomatoes, Runkeeper og Foodspotting. Du kan allerede begynde at tilføje apps, som vil kommunikere med din 'Timeline'. Se her hvordan hos Facebook - hvor der også er en introduktionsvideo til fænomenet.
- Du kan fortælle lige præcis den historie, du vil og tilføje den din Timeline, siger Carl Sjogreen, som er chef for Facebooks produkt-team.
Ideen er at forbinde os endnu mere med hinanden på Facebook. At vi via udveksling af information omkring medier og livsstilsapplikationer giver hinanden et endnu mere præcist billede af, hvem vi er. Facebook Actions vil også fungere som søgemaskine for brugerne, som via udveksling af de mange data vil opdage nye ’ting’ – opskrifter, artikler, forbrugsgoder osv – som ellers ikke var mulige før.
Og så betyder det også, at du skal trækkes med endnu mere information om, hvad dine venner går og laver, køber, spiser, ser, læser. Og det hele bliver gemt. Læs også mere om introduktionen hos VentureBeat.
Vil du tilføje Facebook Actions til din Facebook-profil?