Fra det forurettede Longstreet ægtepars side (John C. Reilly og en en ualmindeligt irriterende og lovligt overspillende Jodie Foster som den politisk korrekte hustru) er udgangspunktet, at man ”da må kunne snakke om tingene”, hvorfor de har inviteret kæpsvinger-knægtens forældre – Cowan parret - til kaffe og kage. Cowan parret er spillet af Kate Winslet og den formidable Christoph Waltz, som stort set alene redder filmen med sit portræt af en mand, som er lige så ligeglad med Longstreets intentioner, som han er besat af sin mobiltelefon og af at få sin advokatforretning til at køre.

Naturligvis krakelerer de fine fortsæts facader i løbet af filmen, da de to formodet civiliserede par forfalder til barnagtige stridigheder i et omfang, så man som seer ønsker, at stridighederne var blevet ordnet med seriøse bøllebank i stedet for forkølede forsøg på diplomati.

Der kunne være kommet noget ud af ”Carnage” (”Blodbad”, red.), som var endnu sjovere, end tilfældet er. Når det alligevel ikke helt sker, er det, fordi Polanski tilsyneladende ikke er klar over, at der er grænser for, hvor mange lag sort maling man kan give humor og sarkasme, før subtiliteten i begge dele simpelthen forsvinder.

Men alene på grund af Christoph Waltz er ”Carnage” værd at se, og selv om grinene ikke er så mange, som de kunne være, så er de, der er, altså virkeligt morsomme.

”CARNAGE”, fransk/ tysk/ polsk/ spansk, instruktør Roman Polanski. Premiere i København, Gentofte, Aarhus og Aalborg.