Torsdag morgen var det fra klokken 8.00 muligt at få fingrene i H&M's nye kollektion, der er lavet i samarbejde med det fransk-japanske mærke Kenzo. Og der gik ikke lang tid fra butikkerne slog dørene op, til at tøjet var at finde på flere salgssider på nettet.
Lageret på tøjet er begrænset, og det har været muligt for kunder at stille sig i kø foran nogle af H&M's butikker fra midnat onsdag.
Klokken 8.00 torsdag morgen blev folk stille og roligt lukket ind i ti minutter, skriver H&M på deres hjemmeside.
Og allerede nu er der flere, der har valgt at sætte det populære tøj, de lige har købt, til salg igen. Der er allerede oprettet flere salgsannoncer på Den Blå Avis. Også hos Trendsales er der allerede oprettet mange annoncer.
I skrivende stund er der 150 styks blot fem timer efter lanceringen, fortæller marketingchefen for Trendsales, Lea Øe, til BT.
Hun fortæller, at Balmain-samarbejdet som H&M lancerede sidste år 'kun' førte til 43 annoncer, og dengang var det en rekord.
»Vi havde ikke forventet, at tempoet for videresalget ville overstige sidste års tal, men noget tyder på, at Kenzo X H&M er på vej til at slå rekord på den front,« fortæller hun.
H&M har flere gange lavet et samarbejde med store brands. Udover Balmain i 2015 har de lavet kollektioner med Isabel Marant i 2013 og Alexander Wang i 2014. Alle kollektioner har været meget populære.
Mange vælger at sælge tøjet videre, og ofte overstiger priserne det, varen egentlig er købt for. Derfor har Lea Øe da også en klar opfordring til kunderne, der handler hos Trendsales, så de ikke bliver snydt.
Hun fortæller, at Trendsales har et stort ansvar, når det kommer til at beskytte brugerne mod dårlige oplevelser og svindel:
»Når vi har med så let afsættelige varer at gøre, kan nogle købere være fristet til at være lidt hurtigere på aftrækkeren end normalt. Derfor bør man altid benytte sig af TSpay til at klare betalingen, så man er sikker på at få sine varer, ellers giver Trendsales dig pengene tilbage. Og så kommer man langt med sin sunde fornuft – bed om billede af kvittering og/eller den egentlige vare, inden du byder, og se på sælgerens tidligere vurderinger og om vedkommende er NemID-valideret,« fortæller hun til BT.
Lea Øe fortæller, at det hænder, at de specielle kollektioner får brugerne til tasterne. Eksempelvis oplever de det ofte med ting der er 'hypede' såsom Kanye Wests 'Yeezys'-sneakers, der kom i butikkerne i juni 2015.