Af Daniel Remar, dalu@sporten.dk

Mens Jules Bianchi kæmper for sit liv på Mie University Hospital i Japan, kører diskussionen om årsagen og ansvaret for franskmandens forfærdelige ulykke på højtryk.

Her er især et skifte mellem gult og grønt flag i udgangen af svinget, hvor Jules Bianchi forulykkede, blevet centrum for en hel Formel 1-verdens ophedede diskussion.

Helt grundlæggende orienterer et advarselsflag kørerne om konditionerne på den del af banen, de er i færd med at skulle tilbagelægge. Hver enkelt flag er tilknyttet en flagpost, hvor en eller flere sikkerhedsmedarbejdere har ansvaret for at vise det korrekte flag i deres flagzone.

Dermed er de forskellige flagposter opdelt i flagzonerne 1, 2, 3 osv. De berørte zoner i Jules Bianchis tilfælde er især flagzone 11 og 12. Og endnu mangler FIA at fremlægge deres redegørelse for forløbet op til og under Jules Bianchis ulykke.

Det store samtale-emne i forhold til ulykken er dog, at cirka 10 sekunder før Bianchi forulykker, skifter flagposten fra advarsels-flaget dobbelt bevægeligt gult flag til det grønne flag i zone 12 få meter fra ulykkesstedet. Grønt flag betyder fri bane og ingen fare.

Netop skiftet fra gult til grønt i udgangen af svinget kan ifølge iagttagere have haft indflydelse på ulykken, fordi Bianchi måske har sat farten op, da han ikke har været bekendt med, at Adrian Sutils Sauber-racer og kranbilen fortsat var indenfor banelegemet. Og netop meldingen om fri bane til køreren har givet kritik.

Det er dog vigtigt at understrege, at skiftet mellem dobbeltgult til grønt flag i zone 12 sker helt på linje med reglerne. Det gør det, fordi kranvognen ifølge reglerne har forladt flagpost 12 og er bakket ind i zone 11, og dermed fortsat og helt korrekt stadig opholder sig under gult flag.

Flagposten skal efter reglerne skifte flag i samme sekund, som kranvognen og Sutils racer forlader zone 12. Så som udgangspunkt kan sikkerhedsmedarbejderen på Suzuka-banen ikke klandres for at have gjort noget forkert.

Det får eksempelvis danske John Nielsen, racerkører og Formel 1-ekspert til at konkludere, at uheldet var et sammenfald af ulykkelige faktorer:

- I mine øjne var det et hændeligt uheld. Når uheldet er ude, kan du ikke gøre noget, siger han.

Men spørger man en anden dansk racerkører, Ronnie Bremer, så er Bianchis ulykke et klart udtryk for, at flagreglerne er problematiske.

- Ser du det fra kørerens perspektiv, så kan du ikke med over 200 kilometer i timen se, om kranen holder en meter inde i den ene eller anden zone, siger han og tilføjer:

- Når kranvognen er så tæt på flagposten, synes jeg, at det var forkert at markere grønt flag. Når du kommer igennem sådan et halvblindt sving som kører, er det flagposten forude, du kan se og ikke kranbilen.

Et andet kardinalpunkt i kritikken af sikkerheden på Suzuka-banen er, at der ikke straks kom safety car på banen, da Adrian Sutil forulykkede og kranbilen kom ind på banen. Men det ville ikke nødvendigvis have gjort en forskel, mener både Ronnie Bremer og John Nielsen.

- Jamen så kører safety car'en ud og opsamler den første racerbil, den kan nå bag sig. Derefter skal alle de andre biler komme op til safety car'en. Og for at komme op til safety car skynder kørerne sig. Så i mine øjne er der ikke noget at komme efter der, siger John Nielsen.