Hudguide

Sådan! Få fantastisk hud

Halvdelen af fornøjelsen ved at være på stranden er jo at få en lækker kulør. Og der er heldigvis nogle tricks til, hvordan du kan forberede din hud på at blive endnu mere lækker og brun. Stinne Jensen, der er skønhedsredaktør på modemagasinet Costume anbefaler, at man sørger for at smøre sig ind i fugtighedscreme.

- Man får altid pænere hud, hvis man bruger en fugtighedscreme og et eksfolierende produkt, der skrubber de døde hudceller af og får de nye frem. Det får dig til at se friskere og yngre ud - og det gælder faktisk hele kroppen og ikke bare ansigtet. Man behøver ikke gøre det hver uge - hvis man skrubber sig hver 14 dag, er det fint. Alternativt kan man bruge et ikke alt for Bamseline-blødt håndklæde, når man har været i bad. Et ru håndklæde klarer faktisk også arbejdet, siger hun og forklarer, at en bonus ved skrubningen er at, man optager fugtighedscremen bedre efterfølgende. Men man skal ikke kun gøre det for at få blød hud, der føles lækker.

- Når de døde hudceller er fjernet, så tager huden også bedre imod solen, og du får en lettere en flot farve på stranden, siger Stinne Jensen. Desuden kan du faktisk spise dig til en mere strandklar hud.

- Det er i det hele taget vigtigt, at forberede huden - der er jo intete, der er så hårdt og udtørrende som sol for huden. Så spis en masse frugt og grøntsager, de er nemlig fyldt med en anden form for vand end det du kan drikke dig til, så du hurtigere optager væsken i cellerne. Desuden skal du spise olier, nødder, frø og avocado, der er fyldt med forskellige omega-fedtsyrer, som er rigtig gode for din hud. Huden holder bedre på fugt og får et stærkere forsvar.