Tidligere var høreapparaterne nogle store og klodsede hjælpemidler. Men nu kan man få dem små, smarte og farverige, hvis man ønsker det.
Hvilken type høreapparat der passer til dig, afhænger af, hvor stor din øregang er, og om øregangens tilstand er egnet til den pågældende type.
Helt-inde-i-øret: Den mindste model, som er egnet til milde og moderate høretab. Støbt til dit øre.
I-øret-model: Til personer med mildt til svært høretab. Indeholdende elektriske komponenter i en skal, som er støbt til dit øre.
Bag-øret-model: Det klassiske høreapparat til svært høretab. Kan også bruges, hvis øregangen er for lille til en i-øret-model.
Højttaler i øret: Til brugere med mildt til svært høretab. Modsat bag-øret-modellen er højtaleren placeret i øregangen, så den udvendige del bag øret er mindre.
Højttaler i øregangen: Fungerer på samme måde som højttaler i øret, og de er begge en del af en nyere udvikling inden for høreapparater. Forskellen på de to typer er højttalerens placering i øret. Høreapparater med højttaler i øregangen giver en større hjælp ved kraftigere høretab.
Producenterne arbejder hele tiden med at udvikle apparater, som kan isolere lydene på steder, hvor der er mange andre samtaler, samt kan dæmpe udenomsstøjen og få lyden til at følge med, når brugeren drejer hovedet. På den måde er det muligt at føre en samtale, selvom der er støj i rummet – noget, der tidligere har været svært eller umuligt.
Høreapparaterne skal i stigende grad fungere sammen med smartphones og fjernsyn, så lyden kommer direkte ind i øret uden forstyrrelser.
Du skal undersøges af en øre-, næse- og halslæge, hvis du vil have offentligt tilskud til et høreapparat.
Kilde: Rikke Schnack-Petersen, Odense Universitetshospital, og Høreforeningen
Tjek dig selv: har du nedsat hørelse?
1. Få en anden til at indstille lyden på fjernsynet, og indstil derefter lyden selv. Skal du have lyden meget højere for at kunne høre, hvad der bliver sagt, kan det være en indikation på, at du ikke hører lige så godt, som du har gjort.
2. Hvis du sidder i en forsamling eller rundt om et bord med andre og ikke føler, at du fanger den vittighed, som de andre sidder og griner af: Kig rundt på de andre og se, om du er den eneste. I så fald kan det være hørelsen, der svigter.
3. Du kan ikke høre på afstand. F.eks. når din samlever gang på gang må gentage ting, fordi du ikke kan høre det den første eller de næste tre gange, så er det måske på tide med et tjek hos ørelægen. Kilde: Rikke Schnack-Petersen, Odense Universitetshospital