- Det var en meget, meget skuffet Kevin Magnussen, der kom ud og sagde, at de ikke kunne give klimaet skylden for det eller noget som helst andet. Det var samme vilkår for alle derude. Han er meget, meget træt af den her situation med startplads som 15'er i morgen, siger Jens Hansen til TV3+.

Med en startposition langt nede i feltet og en bil, der ser ud til at blive ved med at have problemer, kan det blive mere end svært for Kevin Magnussen at køre VM-point hjem i morgen. Spørgsmålstegnene hober sig op omkring McLaren-teamets formåen i år. Også internt.

- Han havde ikke noget bud på, hvad han skulle forvente sig af løbet i morgen, fortæller Jens Hansen, der også kunne berette om en tydeligt frustreret Jenson Button, der starter tre pladser bedre end Kevin Magnussen søndag.