Metoden bag undervisningsminister Christine Antorinis (S) liste over de skoler i Danmark, der klarer sig ringest, er god, fordi der er flere kriterier i spil på samme tid. Det vurderer Peter Dahler-Larsen, professor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet og ekspert i evaluering i samfundsmæssig, politisk, institutionel og kulturel belysning.

- At man netop kan blive udvalgt på grund af flere forskellige ting betyder, at der vil følge en debat på skolerne, om hvorfor de er blevet udvalgt, og hvad man kan gøre for at ændre det. Og det er altid godt, fastslår Peter Dahler-Larsen.

På undervisningsministerens liste finder man de 17 skoler, der, målt på tre kriterier, igennem flere år har leveret de dårligste resultater. Kriterierne er »dårlige afgangsprøvekarakterer tre år i træk«, »lave overgangsfrekvenser til ungdomsuddannelse tre år i træk«, og at »skolen præsterer dårligere, end den burde ud fra den socioøkonomiske sammensætning tre år i træk«.

- Fuld retfærdighed i sammenligning mellem skoler får man aldrig, men i et demokratisk samfund kan jeg godt lide, at man kan se, at der er flere kriterier. Der er flere måder at være en god skole på og flere måder at være en knap så god skole på, siger Peter Dahler-Larsen.

Han erkender dog, at han ikke synes, det er fuldkomment fair, at Undervisningsministeriet udelukkende fokuserer på de dårligste skoler.

- Men omvendt er retfærdighed ikke det eneste hensyn, vi skal tage i vores samfund, for vi skal også turde tale om, at der faktisk er nogle problemer nogle steder, påpeger han.

Det er Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet, der som led i kvalitetstilsynet siden 2006 har screenet skolerne og fundet de skoler, der har vedvarende dårlige resultater.

Styrelsen beder efterfølgende kommunerne om at beskrive, hvad de gør for at rette op på resultaterne.