OL i London er et prestigefuldt mål for terrorister, og Europol frygter derfor, at militante islamister vil forsøge at ramme byen, når gæster fra ind- og udland begynder at strømme til den store sportsbegivenhed.

Sommerens olympiske lege i London er i stor fare for at blive angrebet af terrorister - særligt af al-Qaeda eller personer inspireret af den militante, islamistiske gruppe.

Det advarer Europol om i den nye rapport ’TE-SAT 2012 - terrorsituation og trends i EU’, hvor OL specifikt er udpeget som en ekstraordinært truet begivenhed, skriver Politiken.

- Vi frygter, at det kommende OL i London kan være et terrormål, hvilket vi selvfølgelig gør vores yderste for at forhindre, siger Rob Wainwright, direktør for EU’s politienhed, i en pressemeddelelse.

Frygten bunder i, at Storbritannien i forvejen er et af de islamistiske terroristers foretrukne mål. Samtidig er der ved sommerens lege optimale muligheder for at ramme mange mennesker på én gang, skabe massiv frygt og tiltrække sig hele verdens opmærksomhed.

Allerede nu har der været rapporter om, at en gruppe ekstremister planlagde et terrorangreb ved at blande giftstoffet cyanid i håndcreme under legene. Den engelske efterretningstjeneste, MI5, vurderer da også truslen mod OL som »alvorlig«.

Politiets våben

Derfor har flere end 500 agenter allerede knoklet i mange måneder for at optimere sikkerheden i London. Det inkluderer bl.a., at kampfly er klar til at gå på vingerne, at jord til luft-missiler er installeret, og at politiet har et særligt våben, der spreder folkemængder ved at skabe voldsom hovedpine.

Derudover vil flere end 40.000 sikkerhedsfolk, betjente og soldater arbejde for at skabe tryghed blandt byens otte millioner indbyggere, de forventede 500.000 gæster og de 10.500 atleter. Regningen for sikkerhed løber op i 10 milliarder kroner.

Større terrorrisiko

Men det er også nødvendigt at investere massivt på det område, mener Magnus Ranstorp, terrorforsker ved Försvarshögskolan. Han vurderer, at risikoen for anslag er større ved sommerens OL end ved de seneste lege i Sydney, Athen og Beijing.

- OL i London er utvivlsomt et højt profileret mål, for Storbritannien er ikke langt efter USA på de her terroristers fjendeliste. Samtidig er så stor en begivenhed et absolut sikkerhedsmareridt, fordi de skal håndtere så mange risici på én gang: terror, optøjer, cyberangreb. Derudover gør det også sikkerhedsarbejdet vanskeligere, at aktiviteterne er spredt ud over hele byen, siger han til Politiken.

BNB