Findes der nationer, som er lige så stålsatte på at få atomkraft, som Iran med Mahmoud Ahmadinejad i spidsen?

Ja. Faktisk behøver man ikke tage længere væk end ca. 800 kilometer øst for København - til Hviderusland.

Her ønsker den enerådige præsident Aleksandr Lukasjenko sig atomkraft så brændende, at han nu beder Rusland om at fremskynde byggeriet af Hvideruslands første atomkraftværk til dato.

Ifølge planen skal atomkraftværket være klar til brug i 2018. Det russiske atomselskab Rosatom står for konstruktionen, og de mere end 40 milliarder kroner, som projektet kommer til at koste, låner Hviderusland af den nationale russiske udviklingsbank VEB.

- For os er kerneprojektet byggeriet af atomkraftværket, som VEB vil finansiere. Vi har påbegyndt byggeriet og ønsker ikke at se det forsinket. Vi må bygge værket hurtigt, sagde Lukasjenko ifølge det russiske nyhedsbureau Ria Novosti efter et møde med VEB-direktøren.

Projektet har ikke alene stor betydning for Hviderusland, tilføjede Lukasjenko ifølge sit statslige nyhedsbureau BelTA. Det er også vigtigt for den store nabo:

- Dette projekt er meget vigtigt både for os og for Rusland, sagde han og tilføjede, at han tilmed havde debateret emnet med Ruslands præsident Medvedev.

A-kraftværket skal ligge i et område med fredet natur i det nordvestlige hjørne af landet omkring 45 km fra Litauens hovedstad, Vilnius. Da kontrakten med russerne blev endeligt vedtaget for snart et år siden, var miljøorganisationer som Greenpeace ikke sene til at påpege det paradoksale i, at Hviderusland ville indføre atomkraft præcis 25 år efter, at verdens værste atomkatastrofe – Tjernobyl – havde ramt landet. Tjernobyl-værket lå ganske vist i dét, der i dag er Ukraine, men omkring 70 procent af det samlede radioaktive udslip dalede ned over Hviderusland og forurenede et område på størrelse med Danmark.

I Hviderusland alene har Tjernobyl-ulykken forværret levestandarden for omkring 1,5 millioner mennesker, og affolkning og landbrugslukninger har medført arbejdsløshed og udbredt fattigdom i radioaktivt forurenede og stadig delvist lukkede områder. Samtidig er levetiden for befolkningen i disse områder usædvanligt lav på grund af tiltagende alkoholisme, depression og generel usikkerhed om fremtiden.

Hvideruslands indtræden på atomscenen kom på et tidspunkt, hvor stort set alle andre lande i Europa vendte kernekraften ryggen - blandt andet på grund af Fukushima-ulykken i Japan har Tyskland eksempelvis fremskyndet afviklingen af sine atomkraftværker. På den anden side af Atlanten har USA dog lige godkendt to nye atomreaktorer i delstaten Georgia. De bliver de første nye reaktorer i landet siden 1978.

Men hvorfor vil Lukasjenko have atomkraft? En af hovedårsagerne til iveren er ønsket om at blive mindre afhængig af russisk gas. Ved den russisk-hviderussiske energikrise i 2007 fik den russiske energimastodont Gazprom gennemtrumfet markant højere gaspriser ved at true med at lukke for gassen til Hviderusland – midt om vinteren.

Hviderusland er også presset fra vest. EU og FN har udråbt landet til en pariastat og bandlyst og blacklistet omkring 250 diplomater og forretningsfolk på grund af de veldokumenterede menneskerettighedskrænkelser i »Europas sidste diktatur«. Desuden har prominente politikere som Storbritanniens premierminister, David Cameron, og Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, i utvetydige vendinger krævet, at Lukasjenko omgående frigiver alle politiske fanger – inklusiv de mange oppositionsfolk, som har siddet fængslet siden præsidentvalget i december 2010.

Risikoen ved de stadigt hårdere sanktioner mod Hviderusland er ifølge iagttagere, at EU, FN og USA driver landet lige i armene på den russiske bjørn, premierminister Vladimir Putin. Putin er fortaler for nærmest at indlemme Hviderusland i Rusland og indføre den russiske rubel frem for den hviderussiske. EU-sanktionerne og atomplanerne har været afgørende for genoptøningen af det ellers frosne forhold mellem Minsk og Moskva.

Som Lukasjenko – Europas længst regerende præsident – siger:

- Russisk teknologi (...) og vores muligheder vil vise, at atomkraftens århundrede ikke er forbi. Det vil fortsætte.