Europæiske ledere prædiker krisebevidsthed
I Danmark venter vi stadig på Helle Thorning-Schmidts første nytårstale. Men i Frankrig og Tyskland har Merkel og Sarkozy allerede været ude og snakke økonomi.
I Danmark venter vi stadig på Helle Thorning-Schmidts første nytårstale. Men i Frankrig og Tyskland har Merkel og Sarkozy allerede været ude og snakke økonomi.
Mens vi i Danmark endnu har statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) første nytårstale til gode, så har Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og tyskernes forbundskansler Angela Merkel allerede sendt deres nytårshilsner til folket. Og begge regeringschefer havde påtaget sig deres alvorligste miner. Tyskerne, der har taget en hård tørn for at rette op på Europas skrantende økonomi, skal ikke forvente at kunne hvile på laurbærene, fortalte Angela Merkel dem. - Selv om det næste år uden tvivl bliver sværere end 2011, går det godt for Tyskland takket være jeres alles hårde arbejde og utrættelige indsats, sagde hun til sine landmænd.
Også Sarkozy havde fokus på økonomien og den krise, der ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke i 2012.
- Jeg ved, at tilværelsen for mange af jer, som i forvejen har været sat på en prøve i to svære år, endnu en gang bliver sat på prøve. I afslutter året med større bekymringer for jer selv og for jeres børn, sagde han i sin TV-transmitterede tale.
Om den danske statsminister vælger at følge i sine to kollegers økonomiske fodspor, når hun søndag aften sætter sig til rette bag skrivebordet på Marienborg, vides endnu ikke. Men der er ingen tvivl om, at presset på Helle Thorning-Schmidt er stort. Siden valget har socialdemokraterne måttet affinde sig med den ene dårlige meningsmåling efter den anden. Og noget tyder på, at statsministeren vil stille en del af vælgerne tilfredse, hvis hun vælger Merkel-Sarkozy-modellen og taler om økonomi. Nytårsdag viste en meningsmåling, som Megafon foretog for Politiken og TV2, at danskerne også vil have fokus på økonomien. Ifølge Politiken ønsker 55 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at Thorning er »ambitiøs med løsninger over for arbejdsløshedsproblemet«.