Ifølge en meningsmåling står den yderste højrefløj i Grækenland for første gang nogensinde til at komme i parlamentet.
Det skriver Politiken torsdag.
Og det glæder politimanden Panagiotis i Athen.
- Dybt i mit hjerte bryder jeg mig ikke om dem, men de er de eneste, der gør noget for at beskytte grækerne mod de kriminelle udlændinge, så det vil ikke gøre mig noget at se dem i parlamentet, siger Panagiotis, som ikke ønsker sit efternavn i avisen, til Politiken.
Den ekstreme højrefløj går ikke frem med markante cifre, men nok til, at iagttagere er stærkt bekymrede, fordi partiet Chrysi Avyi (Gyldent Daggry) er baseret på nationalsocialisme og antisemitisme.
- Det er det, der altid sker, når et samfund går i opløsning og går gennem alvorlige kriser, siger Christos Michaelides, politisk kommentator ved dagbladet Eleftherotipia, til Politiken, og tilføjer:
- Det samme skete i Tyskland, og Hitler blev født ud af det.
Partiet, som i dag har ét medlem af byrådet i Athen, har ikke tidligere haft større opbakning i befolkningen, men det kan det altså få ved det ventede parlamentsvalg i april.
- Den græske befolkning føler, at de bliver trampet på af resten af Europa, når deres indrømmelser igen og igen bliver mødt med nye krav om besparelser. På trods af at landet allerede er i gang med at gennemføre besparelser, der overgår selv de mest omfattende sparerunder, man har set ved tidligere kriser i lande som Argentina, siger Marco Incerti, analytiker ved Centre for European Policy Studies (Ceps) i Bruxelles, til Politiken.
Han drager ligeledes paralleller til mellemkrigstidens Tyskland, hvor alvorlig økonomisk krise førte til nationalisme, fremmedhad og i sidste ende nazisme.
Ifølge George Tzogopoulos fra tænketanken Eliamep i Athen er forklaringen på den yderste højrefløjs stigende popularitet både massiv illegal indvandring og Europas stærke pres på grækerne. Han forventer, at tilslutningen vil øges, hvis den førte politik fortsætter i samme spor som nu.
I Europaparlamentet siger den danske socialdemokrat Dan Jørgensen, at »højrenationalismen indiskutabelt er på fremmarch i Grækenland«. Han mener dog ikke, at EU har et medansvar for udviklingen. Tværtimod.
- Når højrenationalismen vinder frem, skyldes det den sociale armod og de manglende økonomiske fremtidsudsigter. Det er ikke nyt i historien. Grækernes vrede er vendt mod deres eget politiske system. Ikke mod EU, siger han til Politiken.