Narkotika er traditionelt blevet produceret fjernt fra Europa, men ecstasy kommer ikke fra fjerne verdensdele. Tværtimod bliver ecstasy-tabletterne fremstillet i Europa - bl.a. i Holland og Belgien, skriver Berlingske Tidende.

- Det er første gang, at Europa er produktionsområde. Det har vi aldrig set tidligere, siger vicedirektør Willy Bruggeman fra det europæiske politisamarbejde Europol.

Ecstasy er en indbringende forretning for de europæiske narkohandlere, som tjener enorme summer på unges ønske om at glemme hverdagens kvaler og i stedet danse og feste i dagevis.

Det syntetiske stof er en milliardindustri for de kriminelle bander, som står bag salget. På gaden koster en ecstasy-tablet mellem 120 og 150 kroner, og politiets statistikker giver et fingerpeg om markedets størrelse.

I de 15 EU-lande blev der i 1997 beslaglagt cirka 2,3 millioner ecstasy-piller, mens tallet i 1998 var steget til mere end fire millioner.

I Danmark fik politiet sidste år fingre i cirka 27.000 ecstasy-tabletter.

De europæiske narkohandlere nøjes dog ikke med at sælge ecstasy på "hjemmemarkedet". Også i USA, Australien og de asiatiske lande er det muligt at købe europæisk ecstasy, og ifølge Europol er der ingen tegn på, at problemet har nået sit højeste.

/ritzau/