Der tales meget om reformer i tidens politiske debat, men der er behov for endnu flere reformer, hvis Danmarks økonomi skal helt i top. Det fastslår EU-Kommissionen i sin årlige anbefaling, der blev offentliggjort onsdag.

Kommissionen nævner det offentlige underskud, boligmarkedet, konkurrenceevnen, uddannelsessystemet og pensionssystemet som områder, hvor der er brug for dansk handling. Det er imidlertid ikke nyt.

- De vigtigste politiske udfordringer er stort set uændret sammenlignet med situationen i 2011, hedder det i anbefalingen.

Kommissionen nævner blandt andet den høje private gæld som noget, der giver anledning til bekymring - og den er medvirkende til, at Danmark har »ubalancer i økonomien«.

Når det handler om boligmarkedet, opfordrer kommissionen endnu engang regeringen til at kigge på boligskatten.

Kommissionen er opmærksom på, at den danske regering har annonceret flere reformer, som kan være med til at imødekomme anbefalingerne, men flere af reformerne lever indtil videre kun på tegnebrættet.

- Mange af de udfordringer, der blev identificeret i 2011 og gentaget i kommissionens årlige vækstundersøgelse i 2012, er stadig gyldige, lyder det i anbefalingen.