EU truer retten til at strejke
Arbejdsgivere og lønmodtagere er enige om, at EU-kommissionen er gået over stregen med et forslag, der forpligter unionens medlemslande til at advare kommissionen om kommende arbejdskonflikter.
Arbejdsgivere og lønmodtagere er enige om, at EU-kommissionen er gået over stregen med et forslag, der forpligter unionens medlemslande til at advare kommissionen om kommende arbejdskonflikter.
EU-kommissionens forslag om, at medlemslande skal advare kommissionen, hver gang der er optræk til arbejdskonflikter, møder hård kritik fra Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær med ansvar for internationalt arbejde.
- Vi er helt oppe i det røde felt og arbejder målrettet på at imødegå den. Det er på alle planer uacceptabelt, siger hun til Politiken.
Forordningen vil gøre det muligt for EU-kommissionen at indbringe strejker for EU-domstolen, der så kan dømme en strejke ulovlig, hvis den krænker EUs såkaldte »frihedsrettigheder« om arbejdskraftens og kapitalens fri bevægelighed.
- Vi har et arbejdsmarked, en dansk model, hvor regeringen ikke blander sig; den model skal kommissionen bare holde fingrene fra. Vi vil ikke have et system, hvor EU-kommissionen kan true enkelte lande med økonomiske sanktioner, hvis ikke en strejke bliver stoppet«, udtaler Marie-Louise Knuppert.
Ifølge Politikens oplysninger er Dansk Arbejdsgiverforening (DA) også imod en regulering af retten til konflikt.
Kommissionens forslag vil blive diskuteret, når EUs beskæftigelsesministre mødes den 17. februar. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har sagt til Politiken, at hun forstår vreden i fagbevægelsen.