Ny EU-lovgivning kan tvinge Danmark til at acceptere småbørnslegetøj med indhold af sundhedsfarlige plastblødgørere, som i dag er forbudt herhjemme, advarer Danmarks Naturfredningsforening (DN).

EU-kommissionen forbereder fælles regler i hele EU for brug af plastblødgørere, såkaldte phthalater, i babylegetøj, og et foreløbigt udkast til de nye regler fra EU-kommissionen lægger op til, at kun seks navngivne phthalater skal forbydes i legetøj til børn under tre år, skriver Kristeligt Dagblad i dag.

Når EU-direktivet træder i kraft, vil det tilsidesætte de nuværende danske regler.

Danmark indførte sidste år et ensidigt dansk forbud mod alle phthalater i legetøj og udstyr til børn op til tre år, efter at analyser af bideringe havde afsløret et alarmerende stort indhold af phthalater, som mistænkes for at kunne forstyrre den menneskelige hormonbalance.

Kontorchef i Miljøstyrelsens kemikaliekontor, Lisbeth Seedorf, bekræfter, at Danmark vil være tvunget til at respektere det kommende EU-direktiv. /ritzau/