EU-Kommissionen opfordrer påny Danmark til at sænke det rekordhøje skattetryk - især marginalskatten på de lave indkomster - for at fremme lysten til at gå i arbejde eller blive på arbejdsmarkedet, hvis man allerede er der.

I Kommissionens økonomiske retningslinjer, der blev offentliggjort i går, fremhæves det, at Danmark i det lange løb kan få svært ved at skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft. Arbejdsløsheden er lav, men den befolkningsmæssige udvikling og den sjette ferieuge trækker i den anden retning. Derfor bør Danmark efter Kommissionens mening gennemføre en reform, der sænker skattetrykket på arbejdskraft - først og fremmest den lavtlønnede - og overveje behovet for at stramme førtidspension og orlovsordninger.

Men den anbefaling forudså økonomiminister Marianne Jelved (R) på forhånd, og hun afviste allerede under weekendens uformelle økonomi- og finansministermøde i Lissabon, at den danske regering vil gribe til nye skattelettelser.