EU slår igen mod eurokrisen
Eurolandene tager endelig fat på eurokrisen med konkrete tiltag. Men euroen er langtfra reddet.
Eurolandene tager endelig fat på eurokrisen med konkrete tiltag. Men euroen er langtfra reddet.
BRUXELLES: De skulle helt derud, hvor Spanien rent faktisk var ved at gå bankerot, og Italien var på vej mod samme skæbne. Men så fandt EU en foreløbig løsning på den mest akutte del af eurokrisen lige nu: De nødlidende storbanker.
Hidtil har EU og eurolandene forsøgt at håndtere eurokrisen med brandslukning og langsigtede planer, skriver Berlingske. Men hvor redningsaktionerne hidtil har været enkeltstående, så skaber eurolandene nu et helt nyt system, der skal sikre nødstedte bankers overlevelse, holde galopperende renter i ro og genskabe tilliden til, at Europas finansielle system er sikkert. Investorer verden over kvitterede med solide kursstigninger på aktiemarkederne, mens renterne faldt for eurozonens mest pressede lande.
Med lige dele regler og penge vil de 17 eurolande bryde Europas onde cirkel, hvor nødlidende banker kræver økonomisk redning fra lande, der kan gå bankerot i forsøg på undsætning. Fremover skal banker kunne støttes direkte af eurolandenes gigantiske redningsfond, ESM, på 500 mia. euro. Samtidig skal et fælles banktilsyn sikre, at regler overholdes.
Men det holdt hårdt for Tyskland, der måtte opgive modstanden mod at bruge ESM-midler til bankredning. Frankrigs præsident, Francois Hollande, godtede sig, mens Tysklands kansler, Angela Merkel, konstaterede, at »det er yderst vigtigt, at den onde cirkel mellem bankerne og statskasserne bliver brudt«.
Kansleren understregede, at Tyskland kun accepterer løsningen, fordi et fælles banktilsyn sikrer stramme regler.
Topmødet resulterede også i den ventede jobskabende vækstpagt på knap 900 mia. kroner, som ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt er en glædelig afslutning på det danske EU-formandskab.
- Krisen går ikke væk med et trylleslag. Men med vækstpagten og beslutningen om bankunionen for eurolandene er der taget to rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt, siger hun.
Tidligere EU-kommissær Henning Christophersen mener, at aftalen er et stort fremskridt i opgøret med en del af eurokrisen:
- Men euroen er ikke reddet endnu. Når man skal lave en rigtig økonomisk union, er det ikke nok med fælles bankregler, der skal også være en stærkere koordination af finanspolitikken. Og på længere sigt er det nødvendigt at harmonisere pensionsordninger, skattepolitik og overførselsindkomster i et vist omfang.