EU: EUs præsident Donald Tusk udtrykker i en pressemeddelelse sin dybeste sympati og støtte til Danmark og danskerne efter skudangrebet ved kulturhuset Krudttønden i København.

»Vores vilje til at bekæmpe alle former for ekstremisme og terrorisme bliver kun styrket ved sådanne angreb,« siger han i meddelelsen, hvor han også giver sin støtte til ofrene og deres familier.

For blot tre dage mødtes EUs ledere for at blive enige om linjerne i en samlet europæisk kamp mod terror oven på det rystende terrorangreb i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo i januar.

»Europa er igen i chok, efter hvad der ser ud til at være endnu et brutalt terrorangreb rettet mod vores grundlæggende værdier og frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden,« siger Tusk og forsikrer:

»Vi vil presse på for at gennemføre de prioriteter, vi netop er enedes om i kampen mod terror. Vi konfronterer truslen i fællesskab.«

Også andre statsledere og politikere verden over har sendt sympati i retning mod Danmark efter skudattentatet i København.

Den franske præsident, Francois Hollande, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, samt den britiske premierminister, David Cameron, har blandt andet udtrykt deres støtte til Danmark.

»Jeg fordømmer skyderierne i København. Ytringsfriheden skal altid beskyttes. Mine tanker er med det danske folk,« skriver David Cameron på det sociale medie Twitter.

Fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, lyder det i et tweet:

»Jeg tager kraftigt afstand fra dagens skyderi i København - et uacceptabelt angreb på ytringsfriheden. Mine tanker går til ofrene og det danske folk.«

To personer har mistet livet efter de to skyderier i København lørdag eftermiddag og natten til søndag. Flere betjente blev sårede, men er uden for livsfare.