Sepp Blatter må forlade præsidentembedet i FIFA omgående.

Så klar er meldingen fra EU-parlamentet, der nu blander sig i korruptionsfarcen i det internationale fodboldforbund FIFA med 79-årige Sepp Blatter i hovedrollen.

Den aldrende schweizer trak sig d. 2. juni fra posten som FIFA-præsident efter afsløringer af omfattende korruption og bestikkelse i organisationen. Men afløseren findes tidligst i december - ifølge BBC på en kongres i Zürich d. 16. december - og indtil da vil Sepp Blatter fortsat varetage opgaver i FIFA-regi.

Men det bør han ikke, lyder det altså fra EU-parlamentet, der ikke tror på nye og bedre tider i FIFA, før Blatter er sparket helt ud af organisationen.

»De påkrævede reformer kan ikke sættes i gang, før der er valgt en ny leder,« skriver EU-Parlamentet i en ikke-bindende resolution.

Ifølge parlamentet bør der i stedet findes en midlertidig leder af FIFA, der kan indsættes i stedet for Blatter, indtil der findes en permanent løsning.

Sepp Blatter nåede at sidde som FIFA-præsident i 17 år.